<body>

COP15: Nobelprismodtager tror mere på business og civilsamfundet end politikere

Monday, December 21, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Interview: Budskabet fra København er, at de mest udsatte lande står alene med deres problemer, siger næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i et interivew med Ing.dk. Han sætter nu større lid til civilsamfundet, frem for verdens politiske ledere.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk


»Jeg brugte det meste af min tid i København til at planlægge, hvad vi skal gøre efter, at forhandlingerne i København ender i ingenting,« siger den tidligere næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i telefonen.

Han rejste hjem lørdag, efter at have hjulpet til i arbejdsgrupperne for klimaafbødning i de mest udsatte land, og for at få inkluderet en aftale om REDD, der omhandler skov- og landnedbrydning i udviklingslandene.

Men på trods af sine realistiske forventninger til topmødet, indrømmer Munasinghe, at han er trist.

»Torsdag blev det klart, at der ikke ville komme noget ud af forhandlingerne i Bella Center. Regeringslederne kom kun for at tale lidt pænt, og få taget et foto, så deres nationale presse kan skrive, at det var dem, der gjorde forskellen. Globalt betyder denne her aftale intet. Det er meget trist.«

Munasinghe griner opgivende af den danske og amerikanske presse, der nu skriver, at det var Obama, der forhandlede aftalen igennem. »Han var der ikke engang to dage,« siger han bittert.

Ifølge Munasinghe er budskabet fra København, at de fattigste og meste udsatte lande nu skal sejle deres egen sø. De skal lade være med at tro på pæne løfter og hensigtserklæringer fra de rige lande.

»Selvom man i vage vendinger har accepteret en grænse på en maksimal stigning på to grader i 2050, skal man huske på, at der kun er en 50 procents chance for, at dette sker, hvis man vel at mærke holder sig mellem 400 og 450 ppm CO2 i atmosfæren.«

Tallene hænger ikke sammen
Det er dog mere end usikkert, at det kan lade sig gøre. Det kræver, at vi globalt set skal toppe CO2-udledningen i 2020, og at Annex-1 landene, det vil sige de rige lande, skal have reduceret deres udledning med 40 procent i 2020. Men den ikke-bindende aftale fra København taler om 17 procent i forhold til 2005, hvilket er mindre end fem procent fra 1990-niveauet.

»Det når ikke engang Kyoto-niveauet!« udbryder Munasinghe.

Det totale aggregat af den ikke-bindende aftale fra alle lande er mindre end 15 procent i forhold til 1990-niveauet, hvorimod videnskaben kræver, at det burde være mindst 40 procent. Med hensyn til 2050 er videnskabens krav 80 procent i forhold til 1990-niveauet, men det bliver der ikke skrevet meget om i slutdokumentet.

»Man skal også huske på, at i 1990 stod annex-1 lande for 50 procent af udledningerne. Hvis man derfor siger, at man vil reducere de globale udledninger med 80 procent i 2050, og siger at alle skal reducere lige meget, så skal hvert enkelt land reducere 80 procent. Men hvis annex-1 landene var så venlige at sige "ok, vi reducerer med 100 procent," så vil udviklingslandene stadig skulle reducere med 60 procent. Det er blandt andet derfor, at lande som Kina og Indien er så tilbageholdende med at binde sig, fordi det betyder store omvæltninger, også for dem.

For et land som Sri Lanka, der udledte 1/30 af, hvad der blev udledt i USA i 1990, betyder det en komplet uretfærdig behandling, som til stadighed ikke bliver adresseret i forhandlingerne.«

Allerede i 1990 vidste man, at klima-retfærdighed handler om to ting: om at arbejde hen imod en konvergens, så alle mennesker har ret til at udlede lige meget CO2, uafhængigt af, hvor de er født, og om en anerkendelse af, at nogle lande har et større ansvar end andre. Den amerikanske chefforhandler Todd Stern sagde f.eks. under COP15, at rige lande som USA i over 150 år har været uvidende om problemet, og derfor ikke gøres ansvarlig for det.

»Det var man dog vidende om i 1990, og selv hvis man vil bruge 1990 som basisår, så er det stadig en uretfærdig fordeling.« siger Munasinghe.

»Klimaretfærdighed blev skamløst ignoreret. Aftaler om 17 procent hér, og 30 procent dér, er samlet set langt under det nødvendige. Så der er et klart misforhold mellem hvad politikerne har sagt, at de vil nå, nemlig maksimalt to graders stigning i 2050, og hvad de har lovet, at de vil gøre.«

Til bådene
De mest udsatte lande ved derfor godt, at de kan regne med en gennemsnitlig temperaturstigning på tre grader eller mere. Det vil ifølge den tidligere næstformand af klimapanelet betyde en katastrofe for Maldiverne, en katastrofe for gletsjerne i Himalaya, en katastrofe for fødevareproduktionen i Afrika og en katastrofe for alle de klimasensitive lande og deres befolkninger.

»De fattige landes vigtigste rolle er derfor nu at sikre deres land og beskytte deres befolkning for de kommende katastrofer. Det gør de bedst med en kombineret strategi af klimatilpasning og øget bæredygtig udvikling. De enkelte lande vil skulle finde deres egne svagheder og arbejde med dem. De skal finde måder at klima-sikre deres økonomier på, og beskytte dem selv,« forklarer Munasinghe, og oplyser, at en grupper unde FN så småt er gået i gang med et program, hvor de mest udsatte lande skal trænes op til at gøre netop det.

Men der er et stort problem: penge. Der er reelt brug for 200 milliarder om året til klimatilpasning og til at reducere sårbarheden i udviklingslandene. I København har politikerne vagt talt om 100 milliarder fra 2020, og om en milliard om året fra 2010, men uden at specificere, at det skal være penge oveni de allerede eksisterende programmer.

»Det er jo peanuts i forhold til de fire billioner, som blev givet til bankerne,« siger Munasinghe.

»For politikerne er vores klima blot en kvart hundrededel værd af det, som vores banker er værd. Tænk lige over det.«

Hvert produkt sit eget carbon-tal
Der er dog enkelte lyspunkter, mener Munasinghe.

»København viste, at der begynder at opstå en alliance mellem civilsamfundet og virksomhederne.

»Det er måske ikke så svært som man troede. Man skal bare tage 20 procent af de rigeste mennesker på kloden, dvs. cirka 1,4 milliarder mennesker, og gøre dem bevidste om, at de forbruger 85 procent af alle resurser og er ansvarlige for cirka 80 procent af forureningen.«

»Disse mennesker lever ikke kun i USA og i Europa, men også i Kina, i Indien og i mange andre lande. Den store opmærksomhed omkring COP15 viser, at det er muligt at få dem til at reducere deres udledninger gennem en kombination af mange små skridt, og gøre dem bevidste om deres rolle.«

Det kan for eksempel gøres ved at hvert enkelt produkt måles og prissættes for dets carbon-aftryk, hvilket vil skabe et incitament til både at producere og forbruge mere bæredygtigt.

Mange firmaer som Unilever, Tesco, Coca Cola er ifølge Munasinghe rede til at fremtidssikre deres forretning på denne måde.

»Det er ikke så svært som det lyder, fordi de fleste store virksomheder relativt nemt kan finde tallene, som allerede er i værdikæden - hele vejen fra pløjemarken til forbrændingen.« siger Mohan Munasinghe.

Labels: ,

Bookmark and Share

At ville ville

Friday, December 11, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

En gnaven tysk filosof sagde engang, at mennesker måske nok er i stand til at gøre det, de vil. Men de er ikke i stand til at ville det, de vil. Den skal man så lige tygge lidt på: Kan man ville noget? Ja, sagtens. Kan man ville noget andet, end det man vil? Øh, æh, måske ikke ... Kan man ville ikke at ville noget? Nej! Den går ikke!

Med denne kække manøvre mente filosoffen at have bevist, at vores frie vilje har en meget begrænset evne. Viljen er kun motiveret af driften til at leve, og alt, hvad der ligger derudover, alle håb og ønsker, er blot illusoriske drømme. Som konsekvens af denne indsigt, påstod han, er menneskehedens handlinger retningsløse og forgæves. Vi kan ikke styre verden, endsige være herre over vores egen fremtid.

Hvorfor er denne lille filosofiske overvejelse relevant i disse klimamødetider? Ja, spørgsmålet er vel det samme: Om vi som globalt überrovdyr er i stand til at ville noget andet, end hvad vores drifter i millioner af år har indprentet i vores små hjerner at ville, nemlig at spise, leve godt og gro. Det grundlæggende, og stadig ubesvarede, spørgsmål er derfor: Kan vi virkelig ville redde os fra os selv?

Mange forhandlere i Bella Center betragter klimaforandringerne som et teknologisk og politisk problem, der skal og kan løses. De glemmer hurtigt, at CO2 blot er én blandt mange kemiske forbindelser, som før eller siden kommer til at begrænse vores grænseløse vilje til at leve og gro. Nulvækst eller civilisatorisk skrump er et anatema på disse bonede gulve, og så længe det er det, har vores kollektive vilje til grøn forandring tydeligvis spillet os et puds.

Jeg vælger dog (af ren ufrivillig vilje, forstås) at tro på, at vi kan, hvis vi vil. Som begrundelse kan jeg anføre et hjemmebagt modbevis til ham den tyske filosof. Han har nok ret i, at jeg som et tænkende individ ikke er i stand til at ville noget andet end det, jeg vil. Men heldigvis findes der andre end mig, og hvis jeg er åben nok over for deres viljer, for eksempel ved at lære af dem, eller bare kopiere dem, kan jeg fås til at gøre noget andet, end hvad min vilje påbyder mig at ville. I hvert fald til en vis grad.

Sådan er civilisationer vel i det hele taget opstået: Først som en pædagogisk opdragelse og senere som en social kultivering af basale individuelle drifter. Viljen er rigtignok en sølle evne, men åbenhed over for andre ting og tanker kan få den på rette vej. Man kunne i forbifarten også nævne, at videnskaben er opstået sådan: Som et åbensindet eksperiment med naturen som samtalepartner.

Ergo er hvert enkelt menneske i stand til at ændre sin vilje. Nemlig ved at lytte, lære fra andre og ved at eksperimentere. Spørgsmålet er dog stadig åbent, om vi som samlet menneskehed er i stand til det samme - og hvis ja, om resultatet fører os den rigtige vej. Formlen må dog gælde: At være åben og lytte, ikke kun til andre kulturer, men også til andre dyrs og planters livshistorie. At tæmme vores utæmmelige vilje til at herske og gro gennem opdragelse og læring.

COP15 er et stort eksperiment i at gøre netop dette. Desværre har vi ikke nogen far og mor, som kan hjælpe os. Vi må klare det selv. Med tusinder af små og store viljer, der skal læres af, med demonstrationer, der skal lyttes til, og med et helt parlament af dyr, planter, bakterier, gasser, kemikalier og andre livsvigtige ting, som ikke får deres egen taletid i Bella Center, men senere nok skal stemme om, hvorvidt vi har gjort det rigtigt eller ej.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Genetikere vender bunden i vejret på Darwin

Wednesday, December 09, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Et regulært paradigmeskift synes på vej inden for biologien: Vi er ikke toppen af evolutionen men nederst i hierarkiet, og må derfor beskytte os fra undergang ved at blive mere komplekse.

Læs hele artiklen som pdf


Det er ikke gået op for så mange endnu, men ideen om, at menneskets evolution er lig med 'survival of the fittest' - altså at den bedst tilpassede overlever - er for længst blevet marginaliseret af ny viden. Ikke fordi Darwin tog fejl, men fordi der findes mange andre mekanismer, som er langt stærkere i livets udvikling end den naturlige udvælgelse.

»Den naturlige udvælgelse har længe været forfærdeligt overvurderet,« siger professor Ariel Fernandez fra Rice University i Houston, Texas.

»Teorien er smuk og viser Darwins store evne til at observere sin omverden, men at anvende den dogmatisk på mennesker og højere eukaryoter er vanvittigt. Med så lille en popula­tion, og så stor en sandsynlighed for at fiksere negative eller neutrale mu­ta­tioner i en population via tilfældig drift, giver den ingen mening, hverken i et dynamisk eller evolutionært perspektiv.«

De seneste 20-30 års forskning viser med stadig større tydelighed, at det ikke er Darwins lære, men snarere det rene held, der har gjort os så smukke, som vi er. Miljø, migration, genetisk drift og varierende popula­tionsstørrelser har været langt mere afgørende for, hvordan mennesker ser ud og overlever, end den naturlige udvælgelse af tilpassede kendetegn.

Også nede i proteinerne og generne foregår der processer, som får den naturlige udvælgelse til at ligne en skildpadde i et racerløb: Gen-duplikation, rekombination og ophobning af neutrale og dårlige mutationer er langt mere effektive til at skabe en unik art. For hvis der kun var darwinistisk selektion, ville der nok ikke leve andet end bakterier på denne jord.

Altmuligmænd bliver eksperter
Ariel Fernandez har sammen med Jianping Chen fra Beijing Universitet analyseret tusinder af humane pro­teiner og deres kodende gener. I en artikel i fagbladet Genome Research viser de, at vores biologiske kompleksitet i høj grad skyldes de mange gen-fordoblinger, som er blevet ophobet i kroppen, og efterhånden har skabt specialiserede proteiner til hud, knogler, organer, blod, immunsystem, hjerne og så videre. For hver af disse celletyper er der brug for endnu flere specialiserede proteinkodende gener, som vedligeholder og regulerer dem.

»Hele apparatet bliver langsomt mere og mere specialiseret, og til sidst havner man i en niche, hvorfra man ikke kan komme ud igen,« siger Fernandez. Bakterier har ikke det problem, og deres tilpasningsevne er langt bedre end de flercellede organismers. I en streng biologisk forstand står bakterier og mikroorganismer derfor højere i den evolutionære hakkeorden end mennesker.

»Vi ligger sidst i den evolutionære hastighedsfordeling, mens bakterierne ligger i front. Det kan meget vel skabe en flaskehals, og hvis der var store omvæltninger, så ville vi mennesker sikkert være nogle af de første til at forsvinde,« forklarer Fernandez.
Til gengæld kan multicellulære organismer som os udvikle alternative strategier, der immuniserer os fra selektionstrykket: »Kopieringen af gener skaber ubalance i systemet, som koster en smule fitness, men til gengæld opnås en højere kapacitet,« siger Fernandez.

»Forestil dig to ansatte i et firma, som skal gøre det samme arbejde. Det gør dem lidt dovne. Chefens eneste retfærdiggørelse for at beholde dem begge er at få dem til at gøre hver sit, dvs. specialisere dem.«

»Sådan er det også i vores krop. Arbejdsopgaverne bliver finjusterede ved hjælp af mikro-RNA og skaber en arbejdsdeling. Forudsætningen for, at det kan ske, er en tilfældig ikke-adaptiv proces, men resultatet er i sidste ende alligevel en højere lokal fitness via en højere kapacitet til specialisering.«

Neutral evolution og genetisk drift
Konkret viser Fernandez og Chen, at paraloge gener (opstået via gen-duplikering) ophober flere tilfældige og fitness-negative mutationer end andre gener, hvilket gør at de pakkes dårligere i genomet. Det åbner muligheden for nye interaktioner med andre gener, hvilket giver ny muligheder for specialisering, hvorved fitness-tabet kan indhentes.

»Netop dette er de potentielle rødder for nye protein-protein interaktioner, som er kendetegnende for udviklingen af komplekse, multicellulære arter,« siger professor i evolution og populationsgenetik Michael Lynch fra Indiana University i USA i en kommentar til offentliggørelsen.

»Med andre ord kan visse nøgleaspekter af evolutionen have deres oprindelse i komplet ikke-adaptive processer.«

Lynch har tidligere vist, at den naturlige udvælgelse er langt mindre effektiv i mennesker end i for eksempel bakterier, fordi den langt mindre populationsstørrelse hos mennesker gør, at vi nemmere bliver fanget af neutrale eller svagt negative mutationer. En tilbundsgående analyse af den idé stammer fra japaneren Motoo Kimura, som i 1960'erne udviklede 'den neutrale teori' for evolutionen (se boks).

I et idéhistorisk perspektiv var den neutrale teori derfor af stor betydning, for nu var det ikke 'de bedst tilpassede', der var afgørende for overlevelsen, men selve mangfoldigheden og plasticiteten, det vil sige popula­tionens evne til at bevæge sig sammen med omverdensbetingelsernes gradvise forandringer.

En passende analogi til den neutrale teori kunne være den frie grundforskning, hvor man i begyndelsen måske ikke kan forstå, hvad de mange skøre forskere (= tilfældige muta­tioner) skal bruges til andet end at belaste forskningsbudgettet (= ineffektiv selektion), men efterhånden viser det sig (= neutral drift) at de bliver til vigtige eksperter (= specialisering) som er uundværlige (= fiksering) for at få samfundets mange elementer til at fungere sammen (= øget kompleksitet). At vi mennesker faktisk eksisterer, kan altså (med et glimt i øjet) ses som et bevis for, at den frie grundforskning kan betale sig.

Ikke poppet nok
Årsagen til at den ikke-adaptive neutrale teori ikke har fundet indpas i folkemunde er ifølge videnskabsfilosoffen Peter C. Kjærgaard fra Århus Universitet og Cambridge University at den er for svær og for usexet:

»Det ringe kendskab til den neutrale teori skal ses i sammenhæng med et generelt meget ringe kendskab til standardbegreber i evolu­tionsteorien. De fleste kender til 'naturlig selektion', men så stopper den almene viden,« forklarer Kjærgaard.

»Det betyder desværre også, at mange opfatter evolutionsteorien som en 'simpel' teori i forhold til andre videnskabelige teorier, en teori som er let at forstå, let at sætte sig ind i, og derfor også let af afvise. Den videnskabelige virkelighed er meget langt fra denne udbredte populære opfattelse.«

Ifølge Kjærgaard har den neutrale teori faktisk også været central i den videnskabelige diskussion af evolu­tionsmekanismer siden 1860'erne, hvor selv Charles Darwin og Alfred Russell Wallace og andre biologer diskuterede eksistensen af ikke-adaptive evolutionsmekanismer. »Den neutrale teori voksede ud af den diskussion, der så blev genoplivet i 1960'erne. Den britiske genetiker J.B.S. Haldane talte også om det i 1930'erne.« siger Kjærgaard.

»I dag spiller den en væsentlig rolle for vores forståelse af genetisk drift, men er stort set ukendt uden for fagkredse. Det er derfor en påmindelse om, at vi har en stor og vigtig opgave i forhold til at udbrede et grundlæggende og mere nuanceret kendskab til moderne evolutionsforskning både i den almene befolkning og i børne- og ungdomsuddannelserne. Den britiske regering har netop taget initiativ til at styrke evolutionsundervisningen i skolerne. Det kunne vi lære noget af i Danmark,« siger Kjær­gaard.

Hvem er på toppen af bjerget?
En lang række forskningsresultater har siden 1960 vist, at Kimuras koncept om neutral evolution langt hen ad vejen er nok til at drive evolutionen frem for arter som os. I sommer kunne en forskergruppe med førsteforfatter Graham Coop fra Universitetet i Chicago for eksempel fortælle om undersøgelser af genvarianter hos 1.000 mennesker fra forskellige steder på kloden, som viser, at geografisk udbredelse og neutrale mutationer er meget mere effektive end den naturlige udvælgelse.

Også Michael Lynch har i en meget anvendt lærebog blandt populationsgenetikere vist, hvor vigtigt den neutrale teori er for organismers udvikling, lige som japaneren Tomoko Ohta har vist, at selv svagt negative mutationer kan skabe nye egenskaber. Sidste år udgav schweizeren Andreas Wagner en række artikler, der forsøger at sammentænke de selek­tive og neutrale teorier. Ved hjælp af nye data fra molekylære fænotyper kunne han vise, hvordan neutrale mutationer jævner vejen for adaptive processer, og dermed skaber forudsætninger for at arter i det hele taget kan udvikle sig.

Bakterier har en fordel: de er simple og mange, og kan derfor tilpasse sig hurtigere. Mennesket har en anden fordel: vi er få og komplekse, og kan derfor specialisere os ved hjælp af neutrale mutationer og genetisk drift. Det vender den vulgære darwinisme på hovedet: Hvis de bedst tilpassede ligger 'på toppen', så ligger vi i bunden. Men vi mennesker er så selvoptagede, at vi nok skal finde ud af at genindsætte os som herskere på toppen af evolutionen. Vi skal bare lige lære at forstå, at det sejeste ikke er at være de mest tilpassede, men at være de mest komplekse væsner her på Jorden.

Vigtigere end Darwin?
Motoo Kimura (1924-94) var matematisk biolog og regnede sig frem til, at neutrale og svagt negative mutationer er af stor betydning for arters udvikling. At mutationer er neutrale eller svagt negative betyder, at de ikke ændrer selve funktionaliteten af en organisme, men blot ophobes i en population uden de store problemer.

Hvis der er tale om en lille population, kan det medføre, at en af disse mutanter dominerer eller fikseres via genetisk drift, hvorefter arten 'sidder fast' i en ikke helt optimal fitness. I store populationer kan mange neutrale mutanter til gengæld også fungere som en slags surfbræt til hurtigt at kunne tilpasse sig nye situationer.

Kimuras såkaldte neutrale teori anses af mange biologer for at være stærkere end Darwins naturlige udvælgelse.

Labels: ,

Bookmark and Share

Hvad kan humanister gøre ved klimaet?

Friday, December 04, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Ikke meget, mener nogle. Men måske er netop den humanistiske forsknings refleksive tilgang til klimaproblemet en forudsætning for at komme tættere på en fornuftig løsning.

Læs artiklen som pdf

Det bliver hyppigt forudsat, at den kulturvidenskabelige forskning ikke kan bidrage med særlig meget i klimaspørgsmålet. Den er ikke løsningsorienteret nok og mangler det tekniske know now. Det eneste, en humanist måske kan bidrage med, er at give nogle historiske referencer eller en enkel psykologisk indsigt.

Men flytter man det karikerende blik væk fra humanisterne og over på klimaforskerne, er udsynet ofte værre: Her ser vi en krigslignende tilstand mellem Partiet for Spin og Skepsis på den ene side, og De Forenede Håb og Hovsaløsninger på den anden. Fælles for dem begge er troen på, at sagen kan fixes, spørgsmålet er bare hvordan. At vi er herre over vores egen fremtid, og at videnskab og teknologi er de rette midler, er der ikke megen tvivl om. (Man har nemlig også brug for en kemiker for at kunne rydde ordentligt op efter en kemikatastrofe.)

Blandt kultur- og samfundsforskere er det snarere forudsætningerne og konsekvenserne af denne måde at se verden på, der er på analysebordet. Man koncentrerer sig om, hvordan vi tænker klimaproblemet, og hvad vi vil gøre ved hinanden, når og hvis katastrofen kommer, snarere end om, hvad vi bør gøre for at redde klimaet som vi kender det.

Den implicitte hypotese er, at vores måde at tænke på, i høj grad determinerer vores måde at handle på. Og spørgsmålene er derfor blandt andet: vil bevidstheden om drivhuseffekten medføre et øget samarbejde mellem nationer, eller vil det skabe stadig flere konflikter? Vil klimaet bruges som undskyldning for at afmontere demokratiet for at blive erstattet af en permanent undtagelsestilstand, eller vil det kunne bruges som redskab til en mere sammenvokset global civilisation?

Det mytologiske dyr
I det nummer af tidsskriftet Kritik, som kommer på tirsdag, har en række samfundsforskere givet deres bud. Litteraten Isak Winkel Holm fra Københavns Universitet har for eksempel undersøgt, hvordan vi mennesker gennem kulturhistorien har lært at forstå katastrofen som en symbolsk form, og hvad det betyder for vores omgang med den.

»Det er tydeligt, at kunsten og kulturen ikke blot kan fortælle om den viden, vi har, men at den i høj grad er i stand til at bearbejde og nyformatere de mønstre, hvorigennem vi forstår og handler i verden,« siger Winkel Holm.

Et eksempel er orkanen Katrina, der ramte New Orleans i august 2005. Efter katastrofen fremstillede medierne det oversvømmede område som et ragnarok af vold og kriminalitet, hvilket i virkeligheden slet ikke var tilfældet. Som i populære Hollywoodfilm sendte man derfor militæret i stedet for mere katstrofehjælp, og forværrede situationen.

»Selv om det, som de amerikanske medier viste, ikke havde meget med virkeligheden at gøre, så blev det jo til virkelighed. På den måde var medierne med til at lave katastrofen.«

Ifølge Winkel Holm halter vores kulturelle forestillingsevne håbløst efter den moderne verdens tekniske formåen. »Det er slående, hvor få skabeloner, kulturen har at byde på, når det handler om katastrofer,« siger han. »Det er, som om den kollektive fantasi må nøjes med at spille prinsesse tofinger. Hvis du ser ti katastrofefilm i træk, kan du ikke huske forskellen.«

Der er ifølge Winkel Holm en meget begrænset håndfuld genkommende tankefigurer, eller symbolske former, som danner grundstrukturen i den vestlige verdens katastrofeforestillinger, og de placerer sig på forskellige niveauer, fra den enkeltstående sanseerfaring i den ene ende til den overordnede metafysiske sammenhæng i den anden. For eksempel danner en af de vigtigste symbolske former, 'domstolen', som man kender den fra mytologien i form af syndfloden og dommedag, i dag grundlag for politiske og juridiske diskussioner af klimaforandringer og global retfærdighed.

Menneskets Antikverethed
»Disse kulturelle prismer er, hvad vi har. Ting, vi ser, kan vi ikke få ind på radaren på andre måder end gennem disse symbolske former. Det er et kulturelt topnøglesæt, som kulturen kan bearbejde, men kun langsomt,« siger Winkel Holm.

Ifølge professor Ursula K. Heise fra Stanford er den vigtigste nye imaginære topnøgle Apollo 8?s billede af Jorden, som rejser sig over Månens horisont.

»Her rykkede det kollektivt imaginære sig en smule, og Lovelocks Gaia-hypotese arbejdede videre på den form, hvor vi pludselig var blevet passagerer på et skrøbeligt skib ude i universet. Sådanne ryk kan man som kulturforsker så forsøge at undersøge,« forklarer Winkel Holm.

Den første dybtgående behandling af denne problemstilling er blevet givet af den tyske filosof Günther Anders, der i sin bog 'Menneskets Antikverethed' fra 1950'erne viser, hvordan vi mennesker lever i et eklatant misforhold mellem vores tekniske kunnen og emotionelle formåen. Ifølge ham er vi blevet så meget til fare for os selv og andre (hans reference var mere atombomben end den økologiske katastrofe), at det eneste håb er at udvikle en ny form for moral, en slags teknologisk-hippokratisk ed, hvor vi altid skal være i stand til at medtænke konsekvenserne af egne handlinger.

Varianter af denne tese findes også hos den franske filosof Jean-Pierre Dupuy fra Stanford, og kan også genfindes delvist hos de tyske filosoffer Hans Jonas og Peter Sloterdijk, som på hver deres facon forsøger at udtænke nye moralske imperativer for det 21. århundredes menneske. Fælles for dem er en erkendelse af, at de kulturelle forestillingsmønstre halter bagefter en systemverden, hvor vi både sanseligt og moralsk er på baghjul i forhold til den teknokratiske virkelighed. Det bliver så til et politisk problem, idet vi mangler det fornødne sprog til at italesætte problemerne på den rette måde.

Den franske videnskabsteoretiker Gaston Bachelard sagde engang, at man ikke kan se et landskab uden at have drømt det først. Man bliver med andre ord nødt til først at have en imaginær fortrolighed med en figur, før man kan se den og undersøge den rationelt.

Kunstens og den humanistiske forsknings refleksive bearbejdning af, hvordan vi agerer og tænker over tingene, er en forudsætning for at komme tættere på en forståelse af os selv og vores skrøbelige klode.

Det ikoniske billede af Jordopgangen fra Apollo 8 er derfor måske en helt nødvendig katalysator for vores fantasi, og dermed vores sprog og videnskab.

Labels: ,

Bookmark and Share

Sanseblanding støtter hukommelsen

Friday, November 27, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Synæstetiske oplevelser skyldes neuroner i hjernen, der er koblet på kryds og tværs. Og måske ligger de til grund for visse menneskers overudviklede hukommelse.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Der findes mennesker, som får en metallisk smag i munden, når de rører ved et dørhåndtag. Nogle kan se tal og bogstaver i farver, eller lugte en bestemt slags musik. Stadig andre ser tiden som en farvet sløjfe omkring deres krop eller får en prikkende fornemmelse i fingrene når de spiser kylling.

Fænomenet kaldes synæstesi, og skyldes en sammenblanding af forskellige sanseoplevelser i hjernen. Forskere har længe forsøgt at forstå, hvad der får disse mennesker til at opleve verden så meget anderledes end resten af os, og i visse tilfælde give dem helt unikke evner, som for eksempel en fotografisk hukommelse.

Man regner med, at 4-5 procent af befolkningen har delvist synæstetiske oplevelser, hvoraf 4-5 procent er stærkt synæstetiske. Man ved ikke, i hvor høj grad fænomenet er arveligt, eller hvordan det manifesterer sig i hjernen. Men to nye forskningsartikler viser, at synæstesi helt konkret skyldes en genuin krydsning af neuroner i hjernen, der tilhører hver deres sansedomæne. Ægte synæstesi er med andre ord ikke noget, man husker eller kan tilegne sig via associativ læring. Det er noget, man skal være født til.

Klædt i et stort 7-tal
I det første studie fra novemberudgaven af fagbladet Cortex viser Michelle Jarick fra Universitetet i Waterloo, Ontario, USA, at rum/tid synæstesi er kendetegnet ved en speciel visualisering af tiden, der manifesterer sig som en slags fysisk objekt omkring personen.

I den konkrete undersøgelse fortalte den 21-årige forsøgsperson L om oplevelsen af årets måneder som et gigantisk 7-tal, der bevæger sig rundt om kroppen med en længde på cirka en meter. Specielt for L er, at hun ser sin mentale kalender forskelligt - udefra eller indefra - alt efter om hun hører eller ser tidsenheden, f.eks. måneden april (se illustration).

For at teste hendes udsagn, skulle L og ti kontrolpersoner så hurtigt som muligt pege på den rette måned med et laserlys. For eksempel: når hun visuelt blev præsenteret for måneden januar, var hun signifikant hurtigere til at finde svar til venstre (konsistent med hendes synæstetiske placering i april fra hendes visuelle ståsted), mens hun var signifikant hurtigere til at ramme rigtigt til højre, når hun hørte måneden januar fra en højtaler (igen konsistent med hendes synæstetiske placering fra hendes auditive ståsted).

Undersøgelsen viser, at tid/rum synæstesi skaber en stærk korrespondance mellem et imaginært rum af tiden og et virkeligt rum, som man kan eksaminere fra flere ståsteder, og dermed have nemmere adgang til.

L's mentale rum-kalender gør, at hun ikke kan forholde sig til månederne uden først at placere dem i sit 7-tal, men når det er sket, gør det mange opgaver hurtigere og nemmere.

Link til Rainman?
I et andet studie fra samme nummer af Cortex spekulerer Julia Simmer og kolleger fra Universitetet i Edinburgh, England, på, at mennesker med tid/rum-synæstesi har visse kognitive fordele i forhold til resten af befolkningen, og at deres specielle sanse-sammenblanding måske kan føre til hypernormale begavelser, som f.eks. en ekstremt overudviklet hukommelse eller musikalitet. I faglitteraturen bliver den slags mennesker kaldet idiot savants (tænk på Dustin Hoffman i filmen Rainman).

Simmer bad ti tid/rum-synæsteter samt en kontrolgruppe om at huske datoer på nogle historiske, selvbiografiske, kulturelle og verdenspolitiske begivenheder. Synæsteterne klarede sig betydeligt bedre end kontrolgruppen, og var også bedre til at rotere 2D-tegninger af 3D-objekter, og havde bedre korttidshukommelse.

Forskerne spekulerer på, om tid/rum-synæstesi ligger til grund for det såkaldte hyperthymestiske syndrom, også kaldet total hukommelse. Mest kendt er nok russeren Solomon Shereshevsky, som ifølge 1920'ernes kendte hjerneforsker Alexander Luria kunne huske alt, hvad han havde foretaget sig.

En kvinde kendt som A.J. og amerikaneren Brad Williams er andre kendte eksempler på folk, som med fordel kunne gæste Jeopardy. Og det ser det ud til, at deres unikke evne er ufrivilligt at koble oplevede fænomener og ting de har hørt eller læst til rummelige markører i en slags virtuel rum-tid verden.

Rummelig lokalisering er desuden en velkendt mnemo-teknik, som ikke-synæsteter kan lære at bruge. Ægte tid/rum synæstesi er derfor måske en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for mennesker med total hukommelse. Hvad de andre betingelser kunne være, ved forskerne endnu ikke noget om, så her er der stadig noget at tænke over - og smage på.

Labels: ,

Bookmark and Share

Rystede forskere: Medicinalgigant afsløret i fusk

Thursday, November 19, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Verdens største lægemiddelproducent Pfizer har holdt dårlige forsøgsresultater hemmelige og markedsført stoffet Gabapentin til ikke-godkendte formål. Eksperter er rystede og kræver nu en stramning af lovgivningen.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Medicinalindustriens største spiller, Pfizer, har snydt med afrapporteringen i deres kliniske forsøg med epilepsi-midlet Gabapentin. Interne dokumenter viser, at stoffet næppe virker på andet end epilepsi, og i stedet for at droppe det lukrative off-label salg, dvs. salg til anden brug end mod epilepsi, ændrede Pfizer blot i data og konklusioner.

Gabapentin bliver blandt andet brugt af læger til behandling af smerter, især perifere nervesmerter som i forbindelse med herpesudbrud, men også i nogle tilfælde muskelsmerter.

En analyse af førhen utilgængelige dokumenter afslører en række forskere i det nye nummer af New England Journal of Medicin, at kun 12 ud af 20 kliniske forsøg var blevet offentliggjort, og at otte ud af de 12 offentliggjorte forsøg indeholdt retoucherede konklusioner i forhold til de interne protokoller.

Afvigelserne skyldes opdagelsen af ny primære virkninger og nye bivirkninger, manglende evne til at kende forskel på virkninger og bivirkning, og udeladelser i at afrapportere dem. Desuden blev de forsøg, som ikke kunne fremvise en statistisk signifikans, enten gemt væk, eller ændret til at være signifikante til fordel for Gabapentin.

»Det er længe siden jeg har læst en så etisk bekymrende rapport,« sagde Arthur Caplan, direktør for Center for Bioetik ved Universitetet i Pennsylvania, USA, i en kommentar, og den danske ekspert Asbjørn Hrobjartsson fra Cochrane Centret er meget enig:

»Vi står over for et kæmpe problem, og det kan ikke gå hurtigt nok med at gøre det lovpligtigt at offentliggøre alle protokoller.«

Pfizer står dog ikke alene med sen sådan sag. Medicinalindustrien bliver ofte afsløret i at fuske og snyde, og efter en bøde eller to fortsætter hverdagen som om intet var hændt. Vi kender historierne fra tidligere sager omkring Plaxil (GlaxoSmithKline), Vioxx (Merck), Zyprexa (Eli Lilly), Novoseven (Novo Nordisk) osv.

Dansk ekspert: Det er ren hokus pokus
Mange af de førhen hemmeligholdte dokumenter stammer fra amerikanske retssager, hvor Pfizer blev sagsøgt for at hemmeligholde beviser for, at stoffet Neurontin (og dermed dets generiske stof gabapentin) ikke virker på off-label forbruget på nervesmerter, migræne og skitzofreni.

I en offentlig tilkendegivelse tilbageviser Pfizer rapporten. Virksomheden har aldrig »forsøgt at vildlede offentligheden« og mener i øvrigt, at den nye undersøgelse »lider af signifikant mangel på data, dårlig metodologi, og kan derfor ikke passere som troværdig videnskabelig forskning.«

Det kan dog lyde hult set i lyset af, at Pfizer for blot to måneder siden blev idømt 2,3 milliarder dollar i bøde i USA for illegal markedsføring af populære produkter, og i Danmark i maj måned blev anmeldt for overtrædelse af lægemiddellovens reklameregler.

De gentagende lovovertrædelser og uetiske handlemåder kan kun imødegås med større åbenhed omkring forskningsprocessen, mener Hrobjartsson:

»Akademikere har råbt og stampet i gulvet de sidste 20 år for at gøre opmærksom på problemet i at producenter af medicin tilbageholder resultater fra de forsøg, som de synes er kommercielt problematiske. Det er jo indlysende et kæmpe problem, hvis man har 10 undersøgelser af en behandling, hvor nogle af dem viser negative resultater, og andre viser positive resultater, og de fleste viser, at det ikke hjælper, og at man så selektivt kun offentliggør de gode resultater. Hokus pokus, så virker megen medicin,« siger Hrobjartsson.

Centerleder: Læger bør søge tilladelse til brug af off-label produkter

Ifølge et tidligere forslag fra lederen af Cochrane Centret Peter Gøtzsche burde læger søge om tilladelse, før de begynder at udskrive off-label produkter. Apotekerne kunne så fungere som den kontrolinstans, der sikrer, at lægemidlet faktisk er udskrevet til den godkendte behandling. Men adgangen til informationer er lige så vigtig, mener Hrobjartsson.

»Vi har brug for at ændre hele kulturen med nogle nye incitamentsstrukturer, som gør at industrien kan begynde at konkurrere på hæderlighed i stedet for at konkurrere på at tilbageholde oplysninger,« siger han.

Et skridt i den rigtige retning
Men måske er udviklingen ved at gå i den rigtige retning. I løbet af 2004-2005 besluttede redaktører på de store medicinske tidsskrifter, at de ikke ville publicere flere randomiserede forsøgsresultater, med mindre de først blev registreret i en forsøgsdatabase, hvoraf den største er clinicaltrials.org.

Senere kom der en lovændring i USA, som gjorde at man end ikke kunne starte en godkendelsesprocedure med mindre medikamentet var blevet registreret i databasen.

Men registrering er ikke det samme som offentliggørelse af data.

»Det næste skridt må være, at vi skal have adgang til de fulde protokoller fra de kliniske tests,« siger Hrobjartsson.

»Og det ville selvfølgelig være fantastisk dejligt hvis Danmark ville være foregangsland og starte med det, men generelt må nok regne med at det kræver en international indsats.«

Lægemiddelstyrelsen ønsker ikke at kommentere problemstillingen generelt, men siger at hvis der er ny viden om et produkt på markedet i Danmark, som kunne ændre vurderingen af dets effekt og sikkerhed, så vil de undersøge, om man skal slå bremserne i.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra pfizer.dk.

Labels: ,

Bookmark and Share

Det er hans geners skyld

Sunday, November 15, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er nogle gange fascinerende at se, hvordan fordomme, fejltænkning og vaneargumenter kan hobes op og blandes sammen i så høj en grad, at resultatet bliver en hel katedral af misforstået videnskab. Lad mig tage en aktuel sag fra Italien: I Trieste har en dommer givet en morder ved navn Abdelmalek Bayout en reduktion i sin fængselsdom, fordi forsvareren mente, at den tiltalte har en genetisk mutation, der øger aggressiv adfærd. Retssagen har været omtalt i flere medier, fordi den konstituerer den første sag i Europa siden anden Verdenskrig, hvor et adfærdsgenetisk argument er blevet tilgodeset i en strafudmåling.

Første åbenlyse mærkværdighed ved dommen var, at den genetiske mutation blev brugt som et argument for at mildne straffen, ikke til at øge den, ligesom man gjorde det i de gamle dage, da sindssyge, åndssvage og kriminelle rask væk blev dræbt med argumentet om at de alligevel ikke kunne reddes. At sende en morder hurtigere ud på gaden igen, fordi man kan være sikker på at han ikke har styr på sine aggressioner, er da også en original udgang af sagen. Det svarer ifølge genetikeren Steve Jones til at sige, at mænd (det vil sige dem med et Y-kromosom) får en mildere straf end kvinder, fordi man jo ved at 90 pct. af alle mord begås af mænd. Eller til at mene, at fulde mennesker ved rattet skal have en mildere straf, hvis de kan bevise at de er alkoholikere.

Jeg er født doven, og hvis mine gener kan bevise det, så vil min chef ikke kunne fyre mig. Det ville da være lækkert, hvis man kunne klare sig igennem livet med den slags argumenter. Den største fejl ved dommen er derfor nok troen på en genetisk determinisme, altså ideen om, at man kan undslippe ansvar for egne handlinger, fordi universet er deterministisk, fordi Gud, Fædreland eller Generne har deres egne foreskrevne regler. Dommeren Paolo Alessio Vernì sagde efter dommen, at han var specielt påvirket af forsvarerens henvisning til en videnskabelig undersøgelse, efter hvilken Bayout har en mutation i neurotransmitter-enzymet monoamine oxidase A (MAOA), som allerede i 2002 var blevet associeret med aggressivitet og kriminel adfærd hos unge drenge i en misbrugssituation.

Her kommer vi så til en lige så alvorlig, men mere forståelig misforståelse hos dommeren, nemlig at sætte lighedstegn mellem en association og en årsag. Langt de fleste genetiske tests kan fortælle lige så lidt om en mands adfærd, som hans lønningspose kan sige noget om hans politiske holdning. Den kan måske give et hint, men heller ikke mere. Som professor Nita Farahany fra Vanderbilt Universitet i USA siger: »Pointen er den, at adfærdsgenetik endnu ikke findes. Vi kan ikke forklare individuel adfærd, kun store statistikker for populationer.« Forskeren bag det syv år gamle associationsstudie, professor Terrie Moffitt fra King's College London, sagde i en kommentar til dommen, at resultatet desuden let kan være ubrugeligt, fordi man altid skal korrelere med etniciteten i den slags associationsstudier (Bayout er algierer), hvilket ikke er blevet gjort i denne sag.

At sagen kommer fra Italien, gør den heller ikke mindre prekær. Det var her lægen Cesare Lombroso i det sene 1800-tal udviklede skolen for 'positivistisk kriminologi' ved at måle næselængde og tælle pandefolder hos de fængslede. Lombroso mente, at kriminalitet var arvelig, og troede på den evolutionære rekapitulation - en teori, der antog at menneskefostre gennemgår tidligere evolutionære stadier, fra fisk til menneske så at sige, for til sidst at nå frem til det gloriøse slutmål: den hvide mand. De kriminelle, kvinder og de vilde var 'atavister', som var gået evolutionært i stå. De var primitive halvmennesker, som skulle håndteres med videnskabelig præcision, og deres negative påvirkning på menneskeslægten skulle modgås løbende med selektivt avl, også kaldet eugenik. Det er en historie, hvis historiske lavpunkt, man kender fra nazitysklands Wannseeprotokol.

I øvrigt er denne historie et klassisk eksempel på, hvordan videnskabelige fremskridt sjældent luger ud i vanetænkning og fordomme. Da biologer efter genopdagelsen af Mendels arbejde fandt ud af, at rekapitulationsteorien ikke var rigtig, erstattede man den med neoteni-teorien, som groft sagt siger det modsatte, nemlig at mennesker i stigende grad bibeholder deres embryoniske træk (stort kranie, lille kæbe, parallel storetå, hårløshed på kroppen, etc,) i forhold til aber og andre »laverestående« dyr. Ikke desto mindre kunne neoteni-teoriens fader, Louis Bolk, i 1926 konkludere at »det er muligt for alle andre racer at nå til toppen af denne udvikling, som nu er besat af den hvide race.« Videnskaben kommer og går, men racismen den består.

Gener har en mærkelig attraktion på folk. De påstås at forklare alt, hvad et menneske går og laver. Men man glemmer helt, at der også er noget som hedder opvækst, sociale kår, held, uheld, og ikke mindste fri vilje. Desuden er gen-centrismen gang på gang blevet dekonstrueret til at være et luftkastel af ønsketænkning og ekstrem forsimpling. Molekylærbiologer har mange gange forsøgt at forklare, at gener faktisk ikke er meget mere end et løst koncept for nogle komplicerede hændelsesforløb i cellerne. De er ikke »sagens kerne«. De er ønsket om, at man kan tale om en kerne. Og hvis man virkelig vil holde fast i ideen om, at al adfærd har en genetisk base, burde man så ikke i ægte positivistisk ånd sende skylden videre til vores atomer og elektroner i kroppen? Det er jo dem, generne er lavet af. Måske ligger »kernen« i vores adfærd endda i kvantemekanikken og i usikkerhedsprincippet. Det var vist også en tysker, der formulerede det først, var det ikke?

Labels: , ,

Bookmark and Share

Er termodynamik vejen til rimelige cheflønninger?

Friday, November 13, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Findes der ideale gager ligesom der findes ideale gasser? En kemiker foreslår at bruge termodynamik og informationsteori i beregningen af cheflønninger.

Læs hele artiklen som pdf

Den nyliberale kapitalisme er blandt andet kendetegnet ved enorme forskelle i indkomst. Forholdet mellem en gennemsnitsløn i en amerikansk virksomhed og direktørens gage inklusive bonus og optioner var i 1970'ernes USA ca. 1:32. I dag er det 1:344. I Europa ligger forholdet i omegnen af 1:30, mens det i Japan ligger på 1:12.

Mange synes, at det er uretfærdigt, især efter finanskrisen, og for at tage luften ud af de gyldne faldskærme, der kom med bankpakkerne, har Obama da også sat en øvre grænse for, hvad en CEO må tjene, når firmaet modtager statslig hjælp.

Nu foreslår en kemiingeniør fra Purdue universitetet i Indiana at bruge begrebet om maksimum entropi fra den statistiske mekanik til at fordele en virksomheds lønninger på den mest retfærdige måde. Ifølge sin metode mener professor Venkat Venkatasubramanian at kunne beregne den ideelle løn for en CEO til at ligge på mellem otte og 16 gange mindstelønnen i firmaet, alt efter virksomhedens størrelse.

»Som vi alle ved, er fairness et fundamentalt økonomisk princip for et frit og effektivt marked,« siger Venkatasubramanian i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen i fagbladet Entropy.

»Fairness er så afgørende, at vi har installeret alskens regulative mekanismer for at undgå monopoler, hemmelige aftaler og insiderhandler. Det er derfor åbenlyst fornuftigt, ja, beroligende, at finde ud af, at maksimeringen af fairness, og dermed maksimeringen af entropi, er betingelsen for at opnå økonomisk ligevægt.«

Passer fint til data
I et frit marked vil man (ideelt set) nå en optimal distribution af lønninger gennem en fortsat udveksling af ansatte og job, indtil en slags ligevægt er opnået, hvor alle deltagere føler, at de har maksimeret deres egen værdi. Dette er i liberal forstand 'fair', og selvfølgelig umuligt at opnå i virkeligheden. Men ikke desto mindre er det interessant at vide, om man kan komme frem til denne ideelle fordeling ad teoretisk vej.

Og det er netop, hvad princippet om maksimal entropi kan svare på. Det siger, at hvis man står i en situa­tion med mangelfulde informationer om mange enheder i et system, så vil den mindst skæve fordeling af 'uvidenheden' svare til netop den konfiguration, som har den største entropi knyttet til sig. Oversat til økonomi, betyder det, at den mindst skæve fordeling af profitten må være den, hvor entropien er størst, og det betyder så ifølge matematikken, at fordelingen af profitten skal være tæt på log-normal (dvs. normalfordelt på den logaritmiske skala).

Den faktiske lønfordeling i de fleste lande viser sig at passe fint for de nederste 90-95 procent af løntrinnene, hvorimod de øverste 5-10 procent snarere følger en power-law-fordeling (dvs. hurtigere end eksponentielt). Det kan selvfølgelig fortolkes som enten, at modellen er forkert for top-ledelsen, eller at topledelsen skal ned i løn.

Venkatasubramanian foreslår det sidste og påpeger desuden, at dollarmultimilliardæren og erhvervsmanden Warren Buffet, som altid har været en udtalt kritiker af overdrevne lønninger, med en chefløn på otte gange mindstelønnen i sit firma Berk­shire Hathaway, er den eneste, der ligger tæt på idealen. Topcheferne i resten af Top 50 firmaerne har i gennemsnit en ratio på 1:1.057, dvs. 129 gange over den ideale værdi.

Naiv idé
Ikke alle er lige begejstrede over Venkatasubramanians idé. Lederen for Center for Eksperimentel Økonomi på Københavns Universitet, Jean-Robert Tyran, kalder forslaget langt ude.

»Det er ganske naivt at tage nogle ligninger fra termodynamikken, klaske betegnelsen 'fairness' på dem og så påstå, at det vil give mening for det virkelige livs økonomiske relationer,« siger han.

Ifølge Tyran kan fairness betyde mange ting. Hvis ideen er, at et fair vederlag for en medarbejder skal være proportionalt med det relative bidrag til virksomhedens succes, så skal chefen måske have mere.

»Tænk på, hvor meget profitten går op og ned i et multinationalt firma som Nestlé, hvis CEO?en gør et godt eller et skidt stykke arbejde, i forhold til fabriksarbejderen, der står ved samlebåndet og fylder kaffen på dåse,« siger Tyran. »At kende forskel på den enkeltes bidrag til fælles profit er derfor svært, hvis ikke umuligt, at finde ud af.«

Astronomiske CEO-lønninger kan også skyldes et marked, hvor vinderen tager det hele, ligesom i hasardspil eller i Champions League. »Hvis en CEO ikke vinder, så vil en fyring være det rette svar - ikke at regulere hans løn,« siger Tyran.

Ikke desto mindre er Venkatasubramanians forslag et friskt pust i et fagområde, der har stigende problemer med at forklare og forsvare sig selv. En tværvidenskabelig tilgang som denne kan i længden måske hjælpe os med at finde ud af, hvad vi i fællesskab accepterer som retfærdigt, og hvad ikke.

Labels: ,

Bookmark and Share

Computernes sidste grænse

Friday, November 06, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Ifølge Moores Lov bliver computerchips dobbelt så kraftige cirka hvert andet år. Ny forskning viser imidlertid, at denne lov vil møde sin teoretiske grænse om 65 år - senest.

Læs hele artiklen som pdf
Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

I løbet af de sidste 60 år er antallet af transistorer på en chip, og dermed computernes effektivitet, fordoblet cirka hvert andet år, Det kaldes Moores Lov efter Intels medgrundlægger, Gordon Moore, der forudsagde fænomenet i 1964. En lang række nye ideer og smarte teknologier har bekræftet spådommen, men der er ikke nogen grund til at antage, at 'loven' holder evigt: Den er, når alt kommer til alt, en funktion af menneskers opfindsomhed, og ikke en naturlov.

Moore selv sagde i 2005 at væksten nok vil stoppe om 10-20 år, fordi transistorerne begynder at komme ned på atomar skala, hvor kvanteeffekter ødelægger informationen. Andre, som f.eks. Pat Gelsinger fra Intel, mener dog, at menneskers opfindsomhed er større end det: Man kunne bygge chipsene i lag, bruge andre molekyler eller bygge kvantecomputere, og dermed fortsætte den eksponentielle vækst mange årtier endnu.

Men hvad er den teoretiske grænse for, hvor hurtigt fremtidens computere kan regne? Det har de to fysikere Lev Levitin og Tom Toffoli fra Boston Universitet i Massachusetts undersøgt, og deres analyser viser, at den eksponentielle vækst i teorien må stoppe senest om 65 år, og at det skyldes to fænomener: Det ene er, at der findes en maksimal regnehastighed for en given mængde investeret energi og tid, og det andet fortæller, at det tager et minimum af tid for en bit eller en qubit at skifte fra en tilstand til den anden. Begge sætter fundamentale grænser for hvor hurtigt en computer kan operere.

Bremermanns grænse
Allerede i 1965 lavede den tyske matematiker Hans-Joachim Bremermann et estimat af beregnelighedens grænser. Han antog, at den er teoretisk givet ved at omdanne al masse til energi via Einsteins E=mc2, og så dividere med Heisenbergs usikkerhedsrelation, som angiver en nedre grænse for produk­tionen af en stabil bit per tidsenhed. Den universelle grænse for informationsraten per masseenhed beregnede han således til at være c2/h, hvor c er lysets hastighed og h er Plancks konstant. Det betyder, at man kan regne med maksimalt ca. 1047 bits per gram per sekund.

Men ifølge Levitin glemte Bremermann, at kvantemekanikken tillader degenererede energi­niveauer, hvorved et system kan være i flere tilstande med samme energi.

»I sin analyse overså Bremermann, at informationssignaler kan identificeres via andet end deres energi, f.eks. deres spin, deres ladning eller deres momentum,« siger Levitin.

»Derfor eksisterer der ikke nogen fundamental grænse for mængden af information, som kan overføres af et fysisk system med en given energi per tidsenhed. Til gengæld findes der en fundamental grænse for antallet af operationer, som et sådant fysisk system kan udføre per tidsenhed.«

Den grænse er givet ved det såkaldte Margolus-Levitin teorem, som blev formuleret i 1998. Det siger, at hvis man tilføjer en ekstra Joule af energi til en computer, vil den aldrig kunne øge hastigheden med mere end 6 · 1033 operationer per sekund. Sammenholdt med den kvantemekaniske hastighedsbegrænsning på grund af usikkerheden af kvantetilstande, er der nu klarhed om de teorier, som sætter fundamentale grænser for beregneligheden. Og i deres nye artikel i Physical Review Letters viser Levitin og Toffoli at der i princippet intet er i vejen for, at grænserne kan nås.

I en kommentar til Ingeniøren siger professor Seth Lloyd fra MIT, at artiklen er et elegant stykke arbejde. »Der findes to grænser for, hvor hurtigt kvantetilstande kan udvikle sig. Den ene udtrykkes i form af energispredning via Heisenbergs usikkerhedsprincip, og den anden kan udtrykkes i form af den totale energi.«

Levitin og Toffoli viser nu, at det er muligt at komme vilkårlig tæt på begge af dem.

Evighedsmaskiner
Det er i teorien. Men ifølge medforfatter Tom Toffoli er der masser af problemer i praksis. Langt det meste af al den energi, som i dag anvendes i en beregning, forvandles til varme. Den er med andre ord spildt. I fremtiden kan den måske genbruges, ligesom bremseenergien i en bil kan genbruges til at oplade batteriet i bilen med.

»Forestil dig, at jeg vil sende en besked til dig ved at skrive den på en mursten,« forklarer Toffoli. »Og så kaster jeg murstenen til dig. Hvis jeg vil sende beskeden hurtigere, så kaster jeg den bare hurtigere. Det koster altså kinetisk energi at være hurtig. Men i teorien behøver du ikke at stoppe murstenen og spilde energien. Hvis du var smart, kunne du læse beskeden mens den fløj forbi, og så opsætte fjedre, som sendte den tilbage til mig. Det er genbrug. Og ingen naturlov forbyder genbrug.«

For 20 år siden var det uinteressant at opfinde reversible teknikker til computerne, men i dag ser tingene anderledes ud. »Allerede nu kan vi med Pen­tium-processoren se, at friktionen begynder at betyde noget, og om ti år kan vi ikke ignorere det,« siger Toffoli.

I approximationen af et ubegrænset genbrug, ville man have en evighedsmaskine. Men det er der ikke noget principielt problem i, mener Toffoli:

»På et tidspunkt samlede vi alle de store kanoner som Feynman og Wheeler for at bekræfte, at det er muligt at lave reversible beregninger, fordi mange folk kom hen til os og sagde at evighedsmaskiner ikke findes. Men atomer har eksisteret i milliarder af år, og de er perfekte evighedsmaskiner. Problemet er bare, at de ikke er maskiner, som kan give dig endeløs energi. De kører i sig selv, energien er bevaret, og elektronernes bevægelse er uendelig.«

I praksis er der altså stadig masser af rum til at udnytte energien bedre. Men det kræver nye opfindelser og helt nye ideer.

Moores lov slut om 65 år
Den maksimale processorhastighed for en beregning er givet ved det såkaldte Margolus-Levitin teorem, som siger at man kan få maksimalt 4/h ~ 1034 elementære operationer per sekund ud af en enkel Joule. Det er alt, hvad man under ideelle omstændigheder og uden varmetab ville kunne få ud af et fysisk system.

I nutidens computere investeres cirka 10 femtojoule (10-15J) ved en rate på 10 GHz, hvilket svarer til cirka 1024 elementære operationer per sekund per Joule. Forholdet mellem disse to tal, altså mellem den faktiske effektivitet og den teoretisk øvre grænse er cirka 1010. Vi er med andre ord stadig ti milliarder gange dårligere, end teorien tillader.

Hvis man anvender Moores Lov (beregningseffektiviteten stiger med det dobbelte hvert andet år), vil det altså vare cirka 65 år, før vi når den teoretiske grænse. Men man skal huske på, at man her går ud fra, at al den investerede energi bruges på en beregning, hvorimod der i praksis er et stort spild. For at kunne bibeholde den eksponentielle vækst må smarte ingeniører derfor opfinde nye teknikker og/eller genbruge energien langt bedre.

Labels: ,

Bookmark and Share

Fattige er mere moderate end rige

Friday, October 30, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Amerikanske forskere har for første gang lavet en kvantitativ kortlægning af vælgernes ideologiske ståsted. Den bekræfter mange fordomme - men rummer også overraskelser.

Læs hele artiklen som pdf
Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Det er en yndet sport at gætte sig til en persons politiske sympatier ud fra informationer om hans eller hendes sociale og materielle status. Som regel med gode resultater. Er han gift, går i kirke og har en fast, højtlønnet stilling, er chancerne gode for, at han stemmer til højre for midten. Er hun single, ateist og lavtlønnet akademiker, gætter man bedst på noget til venstre.

Sociologer og politologer har haft kronisk svært ved at måle fænomenet statistisk, men ifølge Boris Shor fra University of Chicago er det nu lykkedes at lave en robust kvantitativ måling af det politisk-ideologiske spektrum hos amerikanske vælgere og deres politikere ved at kombinere mangeårige spørgeskemaanalyser med faktiske afstemningsmønstre i senatet.

Resultatet, som ventes at blive publiceret snart, er både bekræftende og forbløffende. De demografiske data bekræfter den almindelige mistanke om, at mænd i gennemsnit er en smule mere konservative end kvinder, og at deres præferencer er mere diffuse. Det bekræfter også mistanken om, at evigt gifte mennesker er mere højreorienterede end aldrig gifte mennesker, og at mere religiøse personer er mere højreorienterede end mindre eller ikke-religiøse personer (se grafer).

I USA viser det sig desuden, at sorte og latinoer har samme gennemsnitlige ideologiske position lidt til venstre for midten, men at latinoer har en langt større variation i deres politiske anskuelser.

Men der er også resultater, som modsiger almene antagelser: Gruppen af de mest fattige og dem med kun den mest basale uddannelse er politisk set meget mere moderate end folk med en højere uddannelse eller med mange penge. Det er altså ikke sådan, at ekstremistiske holdninger fødes eller findes mest blandt folk fra dårlige sociale og materielle kår. Tværtimod er det primært blandt de rige og højtuddannede, at man kan finde ekstreme politiske holdninger.

Desuden viser de demografiske data, at amerikanske vælgere samlet set er mere højreorienterede end deres politikere, og at mennesker med en høj uddannelse og med mange penge har tendens til at opdele sig i to lejre, svarende til de to store politiske partier.

Metodiske tricks
Analyser af folks ideologi har som regel haft den mangel, at de var selv-rapporterede. Det er en meget usikker metode, fordi spørgeskemaer kan forstærke fordomme og arketyper, ud over at være meget afhængige af de aktuelle debatter, tid og sted. Politologer har derfor i stigende grad anvendt flerdimensionale spørgeskemaer, hvor man spørger om mange forskellige emner fra flere perspektiver, og så forsøger at korrelere svarene indbyrdes.

De mange studehandler, der laves i et parlamentarisk demokrati, gør det desuden svært at måle politikernes egentlige ideologi, og politologer har derfor siden 1980'erne brugt en teknik der hedder 'ideal point estima­tion', der går ud på at placere politikerne på højre-venstre aksen ud fra, hvordan de har stemt til fremsatte lovforslag. Sammenfører man denne statistik med de flerspektrede spørge­skemaer (administreret af det såkaldte Project Votesmart til både senatorer og vælgere), får man et rimeligt konsistent billede af den ideologiske distribution af både vælgere og deres repræsentanter på den politiske højre-venstre skala.

Det er, hvad Shor har gjort. Resultatet viser mange interessante ting om de enkelte politikere -bl.a. at Obama altid har været blandt de mest liberale demokrater, og at New York-politikeren Dierdre Scozzafava, som er nomineret af det republikanske parti til en plads i senatet, er mere konservativ, end rygtet vil vide. Den viser også, at Californien og Massachusetts er de mest liberale stater, mens Utah og Idaho er de mest konservative.

Mere generelt viser analysen, at politikerne i USA kun dårligt repræsenterer deres vælgere. Idet man har et topartisystem, er der en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig midt imellem de to partier, ligesom der er en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig til højre for republikanerne og vælgere, som befinder sig til venstre for demokraterne. I Danmark, hvor det parlamentariske demokrati inkluderer flere partier i Folketinget, vil man derfor kunne gå ud fra, at repræsentationen af vælgerne er langt bedre end i det amerikanske senat.

Undersøgelsen tyder på, at der findes fundamentale sociale markører som i høj grad bestemmer et politisk tilhørsforhold. Folk er netop ikke karakteriseret ved at være frie individer der shopper rundt blandt politiske tilbud. Tværtimod lever den sociale og materielle arv i bedste velgående. Men ikke kun det: der findes en klar opdeling i ideologiske klynger, som forskerne indtil videre ikke forstår, hvorfor de dannes. Det er for eksempel ikke klart, hvorfor økologisk tænkning hænger sammen med ønsket om mere magt til fagforeninger. Ikke desto mindre er det tilfældet hos både vælgerne og politikerne.

Labels: ,

Bookmark and Share

Semenyas sejr

Friday, October 23, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Sydafrikaneren Caster Semenya vandt VM-guld i kvindernes 800 meter løb i Berlin denne sommer. Hun løb 1:55,45 i finalen, hele otte sekunder bedre end året før. Straks hørte man rygter om hendes dybe stemme og stærke muskulatur, hvilket fik det internationale atletikforbund IAAF til at kræve en doping- og kønstest. Uden samtykke havde sydafrikanske læger dog for længst lavet en kønstest af den 18-årige atlet. Den viste, at hun har interne testikler, ingen æggestokke, ingen livmoder og producerer store mængder testosteron. Semenya selv vidste intet. Hun troede, at hun var kvinde.

Der er mange mærkelige aspekter ved denne historie. Var det guldfeber eller et påstået hensyn til atleten, der fik den sydafrikanske idrætsorganisation ASA til at hemmeligholde resultatet? Hvis det sidste var tilfældet: Hvorfor så teste? Og hvorfor kønstester IAAF, når de siden 1992 har afskaffet at køns­teste atleter? Men også andre og mere fundamentale spørgsmål trænger sig på. Når en mand slår rekord, er der måske mistanke om doping, men aldrig om hans seksualitet. Når en kvindelig atlet sætter en rekord, er der straks mistanke om hendes status som kvinde. Hvorfor det?

En årsag er selvfølgelig, at mænd ofte er hurtigere end kvinder, så hvis en kvinde stiller op som mand, gør det ikke så meget, som det omvendte. Men er en mand med en tredobbelt mængde naturlig testosteron ikke også unfair? Og hvorfor er XYY-mænd eller XXYY-mænd ikke lige så stigmatiserede som 46-XX og XXY'erne, de tvekønnede eller hermafroditterne? Faktum er nemlig, at identitets- og kønsbestemmelsen af et menneske er langt mere bredspektret end tidligere antaget. Alene anatomisk set, siger forskere, findes der fem-seks forskellige køn blandt mennesker. Inkluderer man den hormonelle og genetiske diversitet, er tallet endnu højere. Men i sporten arbejder man kun med to.

Ifølge biologen Anne Fausto-Sterling har 1,7 procent af alle mennesker blandede anatomiske komponenter. Alene her i landet gælder det altså for cirka tre gange så mange mennesker som det registrerede antal danske katolikker. I realiteten lever vi altså ikke bare i et multikulturelt samfund. Vi lever i et multikønnet samfund. Men hvor der er religionsfrihed, er der ikke kønsfrihed. Hvis læger eller forældre har en mistanke om tvekønnethed eller andre køns­anatomiske afvigelser fra normalen, har praksis været en tidlig 'kirurgisk korrektion' af barnet, og da det er nemmere at skære væk end at sætte på, er mange interseksuelle mennesker endt som kvinder.

Det kan derfor betragtes som dobbelt uretfærdigt, at mange kvindelige atleter med en partiel maskulinitet - hvad enten denne skyldes genetiske, hormonelle eller sociale markører - risikerer at blive 'opdaget' og stillet til skue, når de vinder en medalje i sport. Konsekvensen er stigmatisering og identitetstab. Det er ikke uden grund, at den olympiske komité og IAAF (i princippet, ikke i praksis) har udfaset denne krænkende adfærd, og er gået over til at uddele flere medaljer i stedet. Man burde faktisk kræve, at pamperne fra de forbund, der ikke overholder egne retningslinjer, selv trækker bukserne ned, når de uddeler medaljer.

Men selvfølgelig er problemet meget større end det. Så længe der ikke i hele samfundet er en accept af, at interseksualitet findes, og at skønhed kan være mange ting, så længe kan man ikke forvente, at Semenyas sejr bliver fejret som det, den er - en imponerende bedrift. Til november afgør IAAF om Semenya kan beholde sin guldmedalje. Men det kan næsten være lige meget. Hun er traumatiseret, holder sig væk og vil sandsynligvis aldrig løbe igen.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Søvnteori vækker diskussion blandt forskere

Thursday, October 22, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Søvnteoriernes 'nul-hypotese' har skabt fornyet debat: Måske er søvnens funktion simpelthen at sikre, at vi kun er aktive, når det er til fordel for organismen.

Læs hele artiklen som pdf


Den simpleste forklaring på, hvorfor vi sover, er, at vi så ikke behøver at være vågne. Eller videnskabeligt formuleret: Søvn er en tilstand af adaptiv inaktivitet. Dens evolutionære funktion er at sikre, at vi kun er aktive, når det er til fordel for organismen, dvs. når der skal jages og spises, eller når det er tid til sex. Det koster energi at bevæge sig, og søvn er derfor ligesom en pauseskærm, som slår til, når der ikke er vigtigt arbejde, der skal udføres.

Søvnforskerne Chiara Cirelli og Giulio Tononi fra University of Wisconsin i Madison har kaldt denne forklaring for søvnteoriernes 'nul-hypotese'. Den er blevet formuleret med fornyet kraft af psykolog Jerry Siegel fra UCLA i en artikel i fagbladet Nature Reviews Neuroscience, og har kastet en masse diskussioner af sig. Selvsagt er de fleste kolleger uenige med Siegel, fordi de fremherskende søvnteorier alle går ud fra, at vi har brug for at sove; at søvn har en regenerativ funktion, der skal reparere og genoplade kroppen.

Genopbygning og genoplevelse
Den drømmende REM-søvn, som får vores øjne til at flakke under øjenlågene, er f.eks. blevet koblet til genopbygning af hjernens neurotransmittere og til proteinsyntesen. Andre søvnteorier, helt tilbage til Freud, peger på, at man i søvnen genoplever dagens hændelser og gennemspiller dem igen for at huske dem.

I en ny artikel i Nature Neuroscience peger professor György Buzsaki og hans kolleger fra Collège de France således på, at der findes et helt råbekor af små hjernebølger i hippocampus kaldet 'sharp wave ripples', som under fase-3 søvn sender informationer til storhjernen, som er det sted, hvor langtids-hukommelsen bliver lagret og konsolideret.

Stadig andre teorier mener, at søvnens vigtigste funktion er en opdatering og reparation af immunsystemet. Når vi er svage eller syge, sover vi mere end normalt. Og det viser sig i forsøg med rotter, at søvnmangel fører til tab af hvide blodlegemer, hvilket har stor indflydelse på immunsystemets evne til at holde sygdomme væk fra kroppen.

At sove eller ikke at sove
Siegel har dog en pointe. En løve sover 15 timer i døgnet, fordi det ikke tager så lang tid at jage, mens en giraf kun sover fem timer i døgnet, fordi det er vigtigt at være på vagt.

Det er også nogenlunde oplagt, at bjørnen og pindsvinet går i dvale, når der ikke er mere at spise, og det varme vinterhi kalder. For hvad skulle de ellers gøre? Det er også helt o.k., at løvsangeren ikke sover i flere dage, når den skal tilbagelægge flere tusinde kilometer fra Sahel til Skåne.

Siegels hypotese ville være bekræftet, hvis der fandtes dyr, som slet ikke sover, fordi de har brug for at være vågne hele tiden. Og det er, hvad han ser hos visse havpattedyr.

Migrerende dræberhvaler kan strejfe rundt i flere uger ad gangen, uden at de på noget tidspunkt bliver trætte. Hvalrosser har vist sig at være vågne i flere dage i træk, selvom de er mætte og ikke har noget at tage sig til, og delfiner har altid mindst den ene halvdel af hjernen tændt, for, som han skriver, blandt andet at "undgå at svømme ind i ting".

Men hvad der er et halvtomt glas for nogle, er et halvfyldt glas for andre. Ifølge Cirelli og Tononi er delfinernes specialiserede evne til at koble den ene hjernehalvdel fra netop et bevis på, at søvn er essentiel og ikke kan fjernes helt.

Men der er også andre modeksempler. Visse travle gnavere og trækfugle snupper sig gerne en hurtig korttidsdvale (kaldt torpor) med nedsat metabolisme, når de kan få plads til det i kalenderen. Det tyder mere på, at søvn er en livsvigtig funktion, og søges kompenseret for, selvom betingelserne ikke måtte være til det.

De faglige diskussioner om søvnens betydning er meget mere tekniske og komplicerede, end det er beskrevet med disse få anekdoter. Men de fortæller i hvert fald, at diversiteten af søvnadfærd er meget stor blandt pattedyr, og at søvnens adaptive fordele kan være meget forskellige fra art til art.

Hvad den dybere mening med søvnen så egentlig er, står stadig i det uvisse. Måske er de mange teorier blot forskellige aspekter af en og samme sag. Måske er sandheden en kombination af dem alle, og velbeskrevet i ordsproget om, at arbejde gør søvnen sød.

Labels: ,

Bookmark and Share

LHC klar til injektionstests i weekenden

Wednesday, October 21, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share


De første protonstråler vil injiceres ind i verdens største partikelaccelerator LHC ved Cern i Geneve i denne weekend. Formålet er at synkronisere subsystemerne inden man for alvor går i gang med partikelknusningen til november.

For to dage siden nåede de sidste sektorer af partikelacceleratoren ved Cern i Geneve ned på deres arbejdstemperatur på 1,9 Kelvin. Dermed er magneterne i LHC cirka en grad koldere end temperaturen i det tomme rum.

Nu arbejder forskerne på højtryk for at lave de første injektionstests. Disse vil ifølge Jens Jørgen Gaardhøje fra Niels Bohr Instituttet blive foretaget i denne weekend for de to sektorer ALICE og LHCb.

På grund af partikelacceleratorens enorme kompleksitet, med sine tusinder af cryomagneter, beskyttelsessystemer og andre kontrolsystemer, skal man bevæge sig fremad trin for trin. Et alvorligt uheld sidste år udsatte denne proces, da et tons flydende helium lavede skader på 53 superledende magneter.

Formålet med injektionstestene er blandt andet at synkroniserer LHC'en med den cirkulære og to kilometer lange SPS-acceleratorer, der skal føde LHC med protonpakker. Når LHC'en for alvor er oppe at køre skal SPS-acceleratoren sende partiklerne afsted med nanosekunders nøjagtighed.

Præcisionsarbejde
Planen er at en stråle fra SPS-acceleratoren føres via transferlinjen TI 2, og injiceres i punkt 2 (beam 1 på grafikken). Derefter vil strålen tilbagelægge tre kilometer i partikelacceleratoren, som er længden af sektor 23, inden den stoppes ved de såkaldte kollimatorer ved punkt 3, der kan skubbes ind i røret. Undervejs går strålen igennem ALICE-detektoren. Går alt vel bør der ikke være meget at måle ved denne test, hvis formål netop er at indstille beam parametrene.

Der er også chance for at samme test vil kunne gøres på LHCb, hvor strålen så vil blive stoppen af kollimatoren i IR7 ved punkt 7 (beam 2).

Når injektionstestene er færdige vil forskerne i november begynde at cirkulere protonstråler i LHC ved energier fra SPS-acceleratoren (450 GeV) og lave kollisioner mellem protoner for første gang. Selv ved 450 GeV bevæger protonerne sig allerede stort set med lysets hastighed. Planen er lige nu at det skal ske den 19. november.

Efter træning i acceleration vil fysikerne den 14-16 december forsøge at demonstrere p+p ved 3500+3500 GeV, dvs. ca. 3.5 gange højere energi end det er muligt ved det hidtil kraftigste anlæg, FermiLab ved Chicago. I februar 2010 og frem vil det egentlige fysiske program starte med rutinemæssige kollisioner ved 3500+3500 GeV, siden måske også 5000 GeV+5000 GeV op mod sommeren.

Til september eller oktober 2010 vil man så forsøge sig med sammenstød af bly-kerner. Dette vil forøge energien i sådanne sammenstød med ca. 10 gange i forhold til det nu mulige ved RHIC i USA. »Det er nok her der er det største 'discovery' potentiale ligger for 2010,« siger Jens Jørgen Gaardhøje.

Labels: ,

Bookmark and Share

Arkæologien går hightech

Friday, October 16, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Nye scannings- og sporingsteknikker i arkæologien ­erstatter graveskeen og ­be­varer fortiden.

Læs hele artiklen som pdf

Arkæologer interesserer sig for fortiden. Man finder dem typisk kravlende langs skrænter og i mudderhuller, hvor de kradser i jordbunden med en ske.

Men det syn vil måske snart være et fortidslevn på linje med deres arkæologiske fund, for stadig flere bevarende og ikke-ødelæggende teknologier til at scanne og analysere undergrunden er i fuld gang med at revolutionere faget.

Ud over den meget populære metaldetektor er der i løbet af de seneste år kommet en lang række geofysiske og geokemiske målemetoder til, primært elektriske modstandsmålinger og undersøgelser af sporstoffer. Men der er også magnetometermålinger, georadar, spektralanalyser, luftfotos, kulstof-14 datering, Google Earth-kortlag og elektronmikroskopanalyser af jordprøver. Alt sammen koblet til GPS-målinger, så man kan ramme de interessante områder så præcist som muligt.

»Ideen med at georeferere de mange data er at kortlægge de forskellige typer af aktiviteter på bosættelserne - handlen, håndværket og den aristokratiske struktur,« siger arkæolog Christopher Loveluck fra Nottingham Universitet. Han er en ledende kapacitet på området og har netop besøgt Danmark.

»Det er først i løbet af de seneste få år, at det er lykkedes at sammenholde teknikkerne på alle niveauer for at skabe et komplementært og meget rigere billede af menneskelige aktiviteter på fortidens bosættelser,« fortæller Christopher Loveluck.

»Og når det er gjort, kan man foretage konkrete udgravninger og gå i større detaljer med enkelte områder, hvilket betyder, at vi samtidig kan få en idé om, hvad der kunne have forstyrret den lokale udvikling med tiden,« siger han.

Stavnsager
På en for nylig afholdt international konference på Kulturhistorisk Museum i Randers mødtes Christopher Loveluck og 90 kolleger for at diskutere den rette brug af de mange nye teknologier.

»Et af formålene med konferencen var at klæde danske arkæologer på med hensyn til de nye teknologier, og få fokus på de mange mærkelige fund, der er gjort på det seneste,« siger arkæolog Ernst Stidsing fra Kulturhistorisk Museum Randers.

Konkret skal teknikkerne bruges til at undersøge et arkæologisk område fra yngre jernalder og vikingetiden, kaldet Stavns­ager. Det ligger i et 150 hektar stort område vest for Moeskær ved Hørning, hvor man har fundet masser af metalgenstande, hedenske symboler, en guldgubbe og en kvindegrav fra vikingetiden. Den herskende teori har været, at den slags arkæologiske områder var såkaldte 'centralpladser', der adskiller sig fra almindelige bondelandsbyer fra den yngre jernalder.

»Vi har efterhånden fundet mange af disse centralpladser. De er ikke som den almindelige bondelandsby, men hvad er de så? Der har foregået håndværk og handel, men det er specielt, at de til forskel fra almindelige landsbyer er meget metalrige, samtidig med, at vi finder støbeforme, vægtlodder og klippede mønter som alle har med handel og håndværk at gøre. Det gør man ikke i den almindelige landsby,« siger Ernst Stidsing.

Ned i mindste detalje
I stedet for at grave, med risiko for at ødelægge ting, kan man nu danne sig et overordnet billede over hele bysamfund og deres aktiviteter igennem tiden. Det kan med fordel bruges i områder med bebyggelse, eller på steder som Stavnsager, der er alt for store (og dyre) til at blive gravet op.

»Ved Stavnsager har vi overlappende geomagnetiske undersøgelser, der basalt set kan identificere ting som grøfter og ting, der er blevet brændt,« forklarer Christopher Loveluck.

»Vi georefererer også med målinger af den elektriske ledningsevne og modstand, der i nogle tilfælde er bedre til at fange bygninger. Vi brugte også radar, der kan trænge ned i undergrunden. Vi kombinerer målinger af fosfor-, mangan- og calciumniveauer, og i alt vil man så kunne identificere de strukturelle zoner,« siger den britiske arkæolog.

Analyserne af de kemiske sporstoffer og mineraler har til formål at identificere forskellige funktionsområder i forsvundne bebyggelser. Elementer som bly, jern, fosfor og mangan afspejler således fordelingen af affaldsområder og værkstedsområder i en bebyggelse. Calcium indikerer områder med mange knoglerester eller områder, hvor man efter ca. 1300 har brugt kalkmørtel til at bygge kirker med.

Pilotprojekt i Belgien
I et pilotprojekt i Vestflandern i Belgien har Christopher Loveluck afprøvet teori med praksis. Et område på fem hektar ved Wils­kerke, kaldet Haerdepollemswal, blev opdelt i et 30x30 meter grid og undersøgt for geofysiske kendetegn (se grafik).

Geomagnetiske og elektriske modstandsmålinger gav et plot af de større strukturer som f.eks. bygninger, murværk, marker og grøfter, mens de kemiske analyser af sporstofferne calcium, fosfor, jern, aluminium og titanium angav beliggenheden af evt. gravpladser, huse, værksteder og landbrugsområder.

En efterfølgende udgravning kunne bekræfte, at der præcist på disse steder har været bygninger, blandt andet et stort langhus, stribemarker typisk for middelalderen, græsningsarealer for kvæg og en ringgrøft i det nordvestlige hjørne.

Det er tydeligt, at fremtiden tilhører de ny teknologier. »Det, vi laver som arkæologer, er jo en destruktion. Når vi graver, så dokumenterer vi det, men vi ødelægger det også. De nye teknikker giver mulighed for at lave arkæologiske fund, uden at destruere dem,« siger Ernst Stidsing.

»Vi kan godt blive en smule klogere ved at grave, men kombinationen med de nye teknikker bærer faget frem. Man vil ikke lægge feltarkæologien på hylden, men den vil være et godt supplement fremover,« siger han.

Labels: ,

Bookmark and Share

Eksperimenter redder den fri vilje

Friday, October 09, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Kontroversielle forsøg fra 1980'erne omkring den frie vilje betvivles af nye eksperimenter.


Læs hele artiklen som pdf


Det er ikke af fri vilje, jeg skriver denne artikel. Det er, fordi min ubevidste forkærlighed for mærkelige psykologiske teorier har tvunget mig til det. Helt konkret er det den amerikanske bevidsthedsforsker Benjamin Libets eksperimenter med sine studerende fra 1980'erne, der har fået mig til at skrive denne tekst.

Libet satte i 1983 EEG elektroder på hovederne af sine studerende, og bad dem om at sige, præcis hvornår de ville beslutte sig til at stoppe en kugle, der drejede rundt på en computerskærm, ved at trykke på en knap med deres pegefinger. Desuden skulle de sige, hvor kuglen var, da de bevidst besluttede at ville stoppe den.

Dette simple eksperiment viste, at den del af hjernen, der styrer bevægelser, aktiveres cirka 300-400 millisekunder før de studerende rapporterede, at de har lavet en bevidst beslutning om at bevæge deres pegefinger. Det var pudsigt, mente Libet, og måtte være et tegn på, at bevægelserne initieres ubevidst, og at bevidstheden om dem blot er en slags efterrationalisering. Altså, konkluderede Libet, er den frie vilje blot en illusion, eller i hvert fald en instans, der fortolker kropslige beslutninger i stedet for at bestemme dem. Han gav dog lidt rum til den fri viljes eksistens, men kun som en slags veto - dvs. som en bevidst undertrykkelse af en ubevidst kropslig impuls.

Libets konklusion har været meget kontroversiel, fordi den kræver, at det tidlige elektrofysiologiske signal (kaldt readiness-potentialet, RP) kun relaterer sig til en slags forberedelse til at bevæge fingeren.

Men nu de har to bevidsthedsforskere Jeff Miller og Judy Trevena fra University of Otago i New Zealand gået Libets eksperimenter efter i sømmene og konkluderet, at det ubevidste slet ikke beslutter noget. Det anticiperer kun. Den fri vilje er altså reddet i denne omgang.

Nu med ringetone
I Libets eksperiment kunne de studerende selv frit bestemme, hvornår de ville stoppe kuglen. I det nye eksperiment blev de bedt om at vente med at beslutte, om de ville stoppe kuglen eller ej, til efter at en klokke havde ringet. Hvis de faktisk stoppede kuglen, måtte readiness-potentialet være højere, end hvis de ikke stoppede kuglen, idet signalet jo ifølge Libet relaterer sig til fingerbevægelsen.

Men signalet var det samme, om de trykkede på knappen eller ej. Miller og Trevena konkluderer derfor i deres artikel i fagbladet Consciousness and Cognition, at RP bare åbner muligheden for at trykke på knappen, men ikke 'beslutter' det. Hvis de blev bedt om altid at stoppe kuglen efter ringetonen, var RP i gennemsnit 322 ms, mens det var 355 ms, når de selv kunne bestemme.

De New Zealandske forskere mener derfor, at forskellen på 33 ms netop er den tid det tager at beslutte sig, og vigtigere endnu: at de studerende evnede at forsinke deres beslutning til efter at ringetonen havde lydt.

Ikke alle forskere er overbeviste. Marcel Brass fra universitetet i Ghent i Belgien siger for eksempel i en kommentar til New Scientist, at de to eksperimenter ikke kan sammenlignes, og at Libets konklusion derfor stadig holder. Det afviser Jeff Miller:
»Det ville jo betyde, at vi har fri vilje med en klokke, og ingen fri vilje uden en klokke.«
»Det giver ingen mening. Vores resultater peger på, at der er fri vilje, og derfor må jeg antage, at der også har været fri vilje til stede i Libets forsøg,« siger Miller.

Det er ganske sikkert, ufrivilligt sikkert, at de nye resultater ikke vil være det sidste, der er blevet sagt om den sag, og at der vil blive udtænkt nye eksperimenter til at forstå forholdet mellem hjerneaktivitet og bevidsthedsprocesser. Til gengæld stopper disse fingre nu helt frivilligt med at skrive.

Labels: ,

Bookmark and Share

Kafkask ferie i det grønne land

Tuesday, October 06, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Ballademagere med dommedagsfantasier gjorde ferien i Grønland til en urolig oplevelse.

Af OLINE BREGNHARDT

Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk



Kattegat så ud som et opspændt silkeklæde i snavset purpur. Aldrig før i mit liv har jeg set så meget lilla. Turen gik til Grønland, og efter fire timers flyvning kunne vi se fjordene, der lignede lange størknede ar, pletmalet i grøn og violet. I slowmotion trak bølgerne en enkelt isflage med sig, og endelig - ude i horisonten - kunne man ane den vigende indlandsis.

Under os åbnede landingsbanen sig som en piercet tunge langs en klippeudskåret glasterminal, hvis facade i ægte Hollywood-stil reflekterede solnedgangen med bogstaverne »Welcome to Greenland«. Stedet var sandelig kommet til penge.

Jeg landede på natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre, men det var nu ikke fordi der syntes at være nogen, som huskede det. Jeg indlogerede mig i Narsaq, byen på øens sydligste spids, der summer af oliepenge og guldgraverstemning.

Det myldrede med nordmænd, mens de få tilbageværende inuitter boede i improviserede hytter oppe i nunatakkerne.

Døde oceaner
Jeg kunne ikke falde til ro på hotellet, og gik ud for at drikke en sjus. På en beværtningen i Brattahlid henvender en mand i baren sig til mig.

»Idiotien har taget fuldstændig over,« siger han og peger på skærmen over baren, der kan fortælle om nogle økoterrorister, som har bombet en uran-mine ved Kvanfjeldet. Han introducerer sig som journalist Johan-Emil Halvarsen, og han virker vred:

»30 mennesker er døde, og de fleste var ikke engang nordmænd. De var inuitter, som bare prøvede at leve et normalt liv.« Halvarsen slår forgæves ud efter en myg. »Ingen ved længere, hvem deres fjende er,« konstaterer han.

Halvarsen fortæller, at han var med til at erklære Grønland for 'klodens sidste respirator', og at han sammen med miljøaktivister var med til at besætte de nye kul- og molybdæn-miner i 20'erne. Årsagen var, at en gruppe forskere havde fundet ud af, at kloden ikke bare blev varmere, men nu hastigt bevægede sig mod en tilstand som for 250 millioner år siden - en tilstand, hvor havstrømmene er døde, og oceanerne ikke længere bliver iltede.

Grønland skulle gå fri af den skæbne, mente han og aktivisterne, og de tog inuitternes kamp til sig. Men efter Londons oversvømmelse i 2050 og et stadig større pres fra klimaflygtninge gik det, som det måtte gå på Grønland: Menneskene og pengene strømmede til, kullet og olien vandt, og miljøbevægelsen blev sprængt i stumper og stykker - og dele af den samlede sig i mere radikaliserede celler.

»Jeg droppede ud, efter at flere af de dybgrønne faktioner skiftede strategi,« fortæller Halvarsen.

Det ligger i vores natur
»De bombede ikke længere minerne for at få dem til at forsvinde. De gjorde det tværtimod for at miste sympati, og dermed fremskynde katastrofen. Rationalet var, at det ville være den eneste måde, hvorpå Gaia kunne renses for sine 'vildskud' - altså mennesket. De ville 'slukke for respiratoren'.«

Jeg kigger skeptisk på den gamle miljøforkæmper og indvender, at det ikke giver nogen mening: »Er det at ville dræbe sin egen art ikke lige så unaturligt som at stoppe med at forurene?« spørger jeg.

»Det kan være,« svarer Halvarsen med et skævt smil på læben, »men der findes mange mennesker som sympatiserer med dem.«

»De siger, at vi ikke er skabt til at kunne overskue resultaterne af vores egne handlinger. Vi kan dræbe, spise og formere os. Alt det andet er og bliver abstrakte egenskaber, som aldrig vil nedfældes i vores biologi. Ligesom en myg aldrig ville kunne beslutte sig for ikke at stikke mere, vil vi mennesker ikke kunne stoppe med at plage vores omgivelser.«

Forstyrrende
Efter natten i Brattahlid havde jeg en fornemmelse af at være landet midt i en uforståelig tid. Argumenterne gav bare ikke nogen mening. Findes der virkelig et stort mindretal af personer, som i al hemmelighed håber på, at vi alle dør? At vi lige så godt kan presse de sidste safter ud af citronen og få det overstået? At vi oven i købet skal skubbe hinanden lidt på vej, bare fordi det er 'spændende'?

De forstyrrende dommedagstanker gjorde det svært for mig at koble af og nyde min ferie. En uge i Narsaq var mere end nok, og jeg besluttede mig for at flyve hjem. Manden, som havde introduceret sig som Johan-Emil Halvarsen, var forsvundet. Gaderne var beskidte, og havet, hvor hvalerne tidligere brød vandoverfladen, var overladt til olietankere og transportskibe. De få inuitter, som var blevet i byen, havde kun et minde tilbage om noget, der måske var anderledes engang.

På flyveturen tilbage kunne jeg læse i avisen, at det måske slet ikke var de radikale økoterrorister, der stod bag bomben ved Kvanfjeldet. En talsmand fra regeringen ved navn Johan Halvorsen, blev citeret for at sige, at det var et rivaliserende olieselskab, der havde tabt koncessionen til undergrunden, som stod bag. Jeg ved ikke, hvem denne Halvarsen eller Halvorsen egentlig var, men én ting havde manden ret i: Ingen ved længere, hvem der er en ven, og hvem der er en fjende.

Labels: ,

Bookmark and Share

Det ubevægelige Grønland

by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

At besøge Grønland er som at rejse ud af tiden.

Af OLINE BREGNHARDT


Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk

Aldrig før i mit liv har jeg set så blå en farve. Solen var gået ned, men de hvide ismasser, der vældede ud fra fjordens indre, blandede sig med havets bølger og fik vandet og luften til at lyse i alle nuancer af blå. Og midt i det hele strakte denne kæmpe gletsjer sin arm ud i vandet, som om den tilbød at bære vores lille skib i land.

Det var natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre. Næste dag skulle der festes. Jeg havde stået på ventelisten til denne rejse i syv år, og nu lykkedes det. Jeg boede i Narsaq, tæt ved Brattahlid i Østerbygden, som ifølge historiebøgerne blev etableret af selveste Erik den Røde, efter at han blev landsforvist fra Island helt tilbage i 985. Erik gav landet navnet Grønland, og selv om klimaforandringerne rigtig nok har gjort området grønnere, kælver gletsjerne stadig længere oppe nordpå.

Ren-eventyr
Det mest slående ved et besøg i Grønland under fejringen af 50-årsdagen er nok, at grønlænderne i det udvidede selvstyres tid har formået at holde sammen på et skrøbeligt jægersamfund på trods af et stadig større pres fra mine- og skibsindustrien. Kulturen er i stigende grad amerikansk præget, men den lokale - og for danskere ofte mærkelige - måde at omgås naturen på er i det store hele intakt.

Da jeg dagen efter mødte danske Sigurd V. Andskær på min gåtur gennem Narsaq, fortalte han mig f.eks. denne historie:

For et år siden kom han til Narsaq med en god idé. Klos op af den lokale fiskefabrik ville han opføre et lille rensdyrslagteri, med den plan at sælge det eftertragtede kød i USA og Danmark med god profit. Han gik i gang, byggede slagteriet, blev venner med borgmesteren og lavede aftaler med skibsrederen. Det eneste, der manglede, var nogle ansatte, som vidste, hvordan man fanger og slagter dyrene. Andskær ansatte ti lokale jægere og sendte dem ind i landet på ti splinternye brintsnescootere. Ingen kom tilbage. Efter et par dage begyndte Andskær at forhøre sig om, hvor de dog var blevet af. Han fandt én af jægerne hjemme hos sig selv og spurgte, hvad der dog var sket.

»Har I ikke skudt nogen rener?,« spurgte Andskær.
»Joh, én har jeg nedlagt.« sagde jægeren.
»Hvor er den?«
»Den er spist.«
»Men de skulle jo hen til fabrikken og slagtes og sendes til Danmark,« sagde Andskær.

Jægeren kiggede blot på ham, uden helt at forstå. Andskær gentog sin klage, men jægeren svarede blot med et skuldertræk, og gik ud for at kigge på hvaler.

Sådan gik det også med de ni andre jægere. Det viste sig, at ingen af de lokale inuitter kunne eller gad indordne sig som ansat i en virksomhed, der ville slagte deres skattede rensdyr til eksport.

Jeg hørte senere Andskær beklage sig over denne - for ham - uforståelige egoisme og ansvarsløshed, mens vi spiste mattak, en del af grønlandshvalens hud, under festmiddagen samme aften.

Hvorfor udvikling?
Narsaqs borgmester, Laila Isaksen, holdt festtalen - på grønlandsk og engelsk. Hun lagde særlig vægt på, hvordan det er lykkedes at videreudvikle en grønlandsk kultur, hvor udvindingen af råstoffer og økoturisme går hånd i hånd med en bæredygtig udvikling. Men hun brokkede sig også over den civile lukning af uran-minen ved Kvanefjeldet, om kulturproblemer med indvandrerne og om, hvor svært det er at bevæge grønlænderne til at 'udvikle' sig.

Det fik os til at tænke. »Måske er det os,« sagde Andskær efter middagen, »måske er det os, som skal lære noget. Måske er netop denne ubevægelige ansvarsløshed årsagen til, at inuitterne kunne overleve på Grønland i snart 1.000 år, mens Nordboere med al deres handel og hierarki gik fælt til grunde.«

Jeg kiggede forbavset på ham. Et helt år med hvalsang og fjeldklang må have fået den forhenværende slagteridirektør til at blive lidt verdensfjern, mente jeg, men Andskær fortsatte bare:

»Se dig omkring. Intet ser ud til at fungere. Skibene bliver ikke losset, og affaldet ligger og flyder. Folk sidder bare og kigger. Men som med gletsjerne er det kun ved første øjekast, de forekommer ubevægelige. Det er dem, som har skabt fjorde og fjelde, og alt andet omkring os. I virkeligheden er det os europæere, som har alt for meget fart på til at kunne følge med. Måske har inuitterne fundet den rigtige fart?«

Mit forsøg med en vittighed om hans tabte snescootere faldt til jorden. Efter middagen gik vi op på en bakke for at se på solnedgangen. Jeg kunne mærke, at Andskær havde pointe. Jeg havde hørt den før, men måske aldrig rigtig forstået den. Og jeg glædede mig til at gense de store blåhvide snemasser række ud efter mig i horisonten.

Labels: ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)