<body>

This blog has moved

Thursday, April 22, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share


This blog is now located at http://blog.robinengelhardt.info/.
You will be automatically redirected in 30 seconds or you may click here.

For feed subscribers, please update your feed subscriptions to
http://blog.robinengelhardt.info/feeds/posts/default.

Bookmark and Share

Jordbunden afgiver mere CO2 end tidligere

Friday, April 16, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

De øgede globale temperaturer har fået jordbunden til at være mere aktiv. Det frigiver mere CO2 til mulig skade for klimaet.

Læs hele artiklen som pdf

Når snakken falder på klimaforandringerne, tænker de fleste på atmosfæren. Men både jordbunden og oceanerne afgiver hver især ti gange så meget CO2 om året, som vi udleder ved at afbrænde fossile brændstoffer og dyrke afgrøder. Små ændringer i oceanernes og jordbundens carboncyklus kan derfor have store konsekvenser for det samlede CO2-regnskab.

Ben Bond-Lamberty og Allison Thomson fra University of Maryland-College Park i USA har sat sig ned og samlet 439 eksperimentelle studier over hele kloden, der har målt på jordbundens respiration for at finde ud af, hvordan den korrelerer med de ændrede temperaturer. Resultatet viser, at jordbunden frigiver mere CO2, jo varmere det bliver. Spørgsmålet er nu, om det er farligt.

»Den globale flux af CO2 fra jordbunden op i atmosfæren var 98 gigaton carbon i 2008, hvilket giver en gennemsnitlig stigning fra 1989 til 2008 på 0,1 procent,« siger Ben Bond-Lamberty til Ingeniøren. Man ved ikke, om denne stigning er udtryk for, at jorden bare ånder hurtigere i et varmere klima, hvor der er flere planterester og flere mikrober på arbejde, eller om jordbunden effektivt taber carbon.

»Med mikroberne er det ligesom med os mennesker: Hvis vi bare ind- og udånder hurtigere, vil den samlede carbon i vores kroppe forblive nogenlunde konstant. Men hvis vi begynder at respirere så hurtigt, at vi begynder at tabe vægt, så frigives carbon i en positiv feedback cyklus,« forklarer han.

Flere data
Hvis det første er tilfældet, er der ikke grund til større bekymring end den, man har i forvejen. Hvis det andet scenarie viser sig at være korrekt, så er der grund til stor bekymring, for så er der tale om en positiv feedbackmekanisme, hvor der frigives mere CO2 ud i atmosfæren jo mere CO2, der er i forvejen. Men i det store spil er det lige så vigtigt at medregne, at planter vokser bedre når CO2-koncentrationen i atmosfæren stiger og i et varmere klima. Alt afhængig af fremtidens nedbør og vandbalance vil planterne kunne binde den øgede CO2 fra jordbundsrespirationen.

»Det kunne selvfølgelig også være både og,« forklarer artiklens medforfatter Allison Thomsen. »Planterne optager mere carbon via fotosyntesen, hvilket skaber flere planterødder, hvorved hele respirationen foregår hurtigere. Samtidig gør den øgede temperatur mikroberne mere aktive, hvilket frigiver mere carbon, hvilket igen øger temperaturen og så videre - hvor vi i sidste ende har en selvaccelererende cyklus.«

Desværre er det meget svær at finde ud af, hvilken effekt, der er størst. Man kan forsøge at måle helt præcist, hvorfra og hvor meget jordbunden optager carbon via nedbrydningen af planter og rodnettets udskillelse af væsker og dampe. Eller man kan monitorere jordbundens præcise indhold af carbon over tid.

Vigtigt ville det også være, hvis man kunne lave adskilte målinger på planternes og mikrobernes respiration under jorden, men problemet er, at der er mange symbiotiske forhold, som gør adskillelsen vanskelig. Desuden udgør de forskellige jordbundstyper og lokale klimaforhold sammenligningen over hele kloden meget vanskelig.

Ifølge professor Bo Elberling fra Institut for geografi og geologi på Københavns Universitet er det på høje tid med en ny metaundersøgelse på dette felt, og han er glad for at se, at data faktisk passer i forhold til, hvad man har antaget i klimamodellerne.

»Undersøgelsen passer fint ind i det store billede. Den viser helt overordnet, at der produceres mere CO2 til atmosfæren, når temperaturerne stiger, og den fortæller også, hvor stor effekten er. Når temperaturen stiger med 10 grader, vil jordbunden i gennemsnit respirere halvanden gang mere. Det stemmer fint overens med den normale værdi vi arbejde med inden for dette,« siger Elberling.

Skift i den globale carboncyklus?
I gennemsnit frigiver en kvadratmeter jord et halvt kilo carbon om året. Der er dog meget forskel på, hvad slags jord det er, og hvor det ligger. I troperne kan respirationen komme helt op over tre kilo om året og i frossen jord er tallet stort set nul. Respirationens temperaturfølsomhed er derimod meget høj ved lave temperaturer, hvilket betyder, at små temperaturstigninger ville kunne frigive enorme mængder af drivhusgasser - især methan fra tundraen.

Måleudstyr til at måle CO2 i jordbunden
At måle jordens respiration er svært. Op til 1980'erne var teknikken primært at bruge diverse kemikalier som natrium- eller naliumhydroxid, stikke dem ind i jorden, sætte en kasse hen over, og så se dagen efter, hvor meget CO2 der blev absorberet i kemikaliet.

Da den teknik ikke er særlig præcis, begyndte de fleste forskere for cirka 25 år siden at bruge gaschromatografi, hvor man bruger infrarødt lys til at måle mængden af CO2 som bevæger sig opad i luftlaget lige over jordbunden. De kan måle ned til ganske få ppm CO2.

De såkaldte 'Eddy flux'-apparater bruger også infrarøde gasanalyser, men er i modsætning til de små jordbundsmåleapparater placeret i et tårn over hele økosystemet, f.eks. en skov, og måler derfor hele landskabet.

En stigning fra nul til en grad Celsius i Sibirien ville for eksempel resultere i en 22 procent forøgelse af jordens respiration, mens en temperaturstigning fra 25 til 26 grader i Tyrkiet ville føre til en øget respiration på kun fem procent. Da man ved, at klimaforandringerne især vil medføre temperaturstigninger tæt ved polerne, er det afgørende at vide, om den øgede jordbundsrespiration vil blive matchet med et øget optag af CO2, eller om tundraen effektivt bare vil udskille CO2 (ud over den methan, som alle er bange for).

Det vigtigste og værste bidrag til den menneskeskabte klimaforandring er dog stadig afbrændningen af fossile brændstoffer og cementproduktion. Ifølge den seneste opgørelse fra Le Quéré og kolleger, publiceret i fagbladet Nature Geoscience, løb dette op på 8,7 gigaton carbon i 2008, hvilket er en stigning på to procent fra 2007, 29 procent i forhold til 2000 og 49 procent i forhold til 1990.

Der er også tegn på, at planterne og oceanerne har sværere ved at optage CO2 end tidligere. Mens 60 procent af det menneskeskabte CO2 i atmosfæren blev fjernet igen for 50 år siden, gælder det nu kun for 55 procent. Det betyder en stigning på cirka fire gigaton carbon, eller cirka to ppm, årligt. Vi er dermed oppe på knap 390 ppm CO2 i atmosfæren, hvilket er næsten 40 procent over det præindustrielle niveau.

Labels: ,

Bookmark and Share

Stewart Brand råber hurra for byer, a-kraft og biotech i bogen Whole Earth Discipline

Friday, April 09, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Legendariske Stewart Brand var med til at grundlægge miljøbevægelsen i 1960'erne. Han har set den vinde hjerter, men også forstene i romantik. Med bogen Whole Earth Discipline forsøger han at give den nyt liv med en klystersprøjte af ingeniørvidenskab og en god dosis pragmatik.

Læs hele artiklen med kommentarer her

»Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding ligesom den røde bevægelse gjorde det.«

Så bastant bliver det sagt af en mand, som har været med hele vejen. I 1968 udgav hippien Stewart Brand bogen Whole Earth Catalog, der hurtigt blev omfavnet af miljøbevægelsen for sine praktiske råd om det uafhængige og frie liv med naturen. Woodstock, flowerpower og masser af syre passede fint til bogens budskab om at transformere planeten og give magten til den enkelte.

I sin nye bog Whole Earth Discipline fokuserer fremskridtsoptimisten Stewart Brand ikke på individet, men på hvad kollektivet kan, hvis det vil. Ud over at komme med en lang række anbefalinger for, hvordan vi kan skabe os en mere stabil og bæredygtig fremtid, administrerer han den ildelugtende ende af miljøbevægelsens idealer en ordentlig klystersprøjte af videnskab, og formår på imponerende vis at skylle ud i de værste fejltagelser som han selv og de grønne har begået.

Brands fire store kætterier er:
1. Byer er grønne,
2. Atomkraft er grøn,
3. GMO-teknologi er noget af det mest grønne, der findes og
4. Geoengineering er noget vi må lære at bruge.

Byer er grønne
Lad os kigge på det første: Som så mange andre græsrødder har Brand altid haft romantiske ideer om det gode økoliv på landet. Men når man tænker lidt nærmere over det (eller har prøvet det), så finder man hurtigt ud af, at det har en pris. Man keder sig, man er dårligere betalt, man har mange pligter, mindre privatliv, er mere udsat for mobning og tilfældig vold og er socialt fastlåst. Og så kan denne liste dobles op hvis man er kvinde.

Det er ikke uden grund, at der i disse år foregår en enorm massevandring fra land til by. Man regner med, at 1,3 millioner mennesker verden over prøver at finde deres lykke i byerne - om ugen! I byen, og det gælder også slumbyer som Mumbai og Lagos, er man mere sikker, der er flere fornøjelser, der er flere penge, man kan passe sig selv, man har mindre forpligtelser, nemmere adgang til uddannelse (især som kvinde), har flere materielle goder og er socialt mobil.

En konsekvens af denne urbanisering er, at subsistenslandbruget er ved at forsvinde. Dyrene vender hurtigt tilbage, og de mennesker, som bliver tilbage ude på landet, har mere plads til at dyrke salgsafgrøder. Til gengæld boomer slum- og squatterbyerne, hvor der allerede i dag lever en milliard mennesker, og hvor CO2-fodaftrykket er meget mindre. Om 40 år regner man med, at hver femte vil være flyttet ind i byerne, hvor et bedre liv reducerer den gennemsnitlige fødselsrate til 2,1 eller færre børn per kvinde.

Byerne afmonterer populationsbomben, og Brand mener faktisk, at vi ikke står foran et overbefolkningsproblem men det modsatte: et faldende befolkningstal (altså i tiden efter, vi har nået de cirka 8,1 milliarder i 2040) med de gamles byer i nord og de unges megaurbane liv i syd.

En pinlig erkendelse dukker frem, når man læser Brands kapitler om byerne: Vi vesterlændinge skælder gerne ud på slummen og begræder den digitale kløft, kriminaliteten og alle de andre uretfærdigheder i udviklingslandene.

Men ifølge Brand er det i slummen fremtiden ligger, mens vores egne gerontokratier stivner i fordomme. Der er som regel meget bedre adgang til internet og mobilnet i slummen, end der er i København. Der er også god adgang til medicin, lægehjælp, skoler og alt hvad hjertet begærer i de improviserede markeder og indkøbsgader, hvis man har råd. Alle arbejder, fordi de vil op ad den sociale rangstige. Godt nok er alt enten stjålet eller hjemmelavet, men da 60 procent af arbejdskraften i verden allerede nu findes i den sorte økonomi, handler det mest af alt om at anerkende og lovliggøre deres indsats, deres bolig - og ja, deres eksistens. Resten skal de nok selv klare.

Atomkraft er en grøn teknologi
Klimaflygtninge vil blive et stort problem, og ressourcekrige også. Det er Stewart Brand enig i. »Vi står over for en massiv overskridelse af klodens bæreevne, der vil føre til alles krig mod alle, denne gang med meget mere dødelige våben end tidligere, og med et tabstal som vil kunne tælles i milliarder,« skriver han alarmerende.

Den almindelige respons fra den grønne bevægelse har været at angre - det vil sige at love sig selv og hinanden at vende tilbage til de gode gamle dage, dengang verden endnu var hel, grøn og lugtede af kostald. Men Brand afslører denne angrende respons som en romantisk fantasi: Det er en tanketom ideologi, der ikke er meget mere end en automatisk refleks mod alt, hvad der lugter af magt og modernitet: atomkraft, gmo-teknologi, kloning, urbanisering og videnskaben generelt. Det er ikke OK bare at være imod den slags. Tværtimod, mener Brand, er det afgørende at bruge videnskaben og teknologien progressivt til at finde nogen, som man kan være for.

Greenpeace og Friends of the Earth har ifølge Brand en stor skyld i at CO2-udledningerne er så høje, som de er i dag. Havde disse miljøbevægelser ikke kæmpet med næb og kløer mod atomkraft, ville mange flere lande have kunnet skrue ned for deres kulforbrug.

Brand skriver ærligt, hvordan han selv blev omvendt fra at være atomkraftmodstander til at være tilhænger, da han for første gang besøgte atomaffaldsdepotet i Yucca Mountains, som Obama nu har lukket på grund af alt for store omkostninger. Mængden af atomaffald per person for et helt livs forbrug af energi er lig med en enkelt coladåse. Der er masser af plads til at parkere det i midlertidige beholdere uden den store risiko eller i f.eks. WIPP-saltminerne i New Mexico. Strålingsfaren er til at overse. Thoriumreaktorer er relativt ufarlige. Nye mikroreaktorer er ved at blive bygget af bl.a. russerne, som også vil kunne sælge konceptet til andre lande, osv. osv.

Et andet kontraintuitivt men slående argument er, at atomkraft er den teknologi, som har gjort mere for nedrustning end alle de gode intentioner tilsammen. Det har ifølge Brand den simple årsag, at der er gode penge at tjene for russerne og amerikanerne ved at afmontere deres atomvåbenarsenal og genbruge materialerne. Cirka halvdelen af al amerikansk atomkraftenergi kommer i dag fra gamle russiske atomsprænghoveder via nedrustningsprogrammet 'Megatons to Megawatts'. Senere vil de amerikanske sprænghoveder følge efter.

Mange grønne vil være forargede, per automatik, og Stewart Brand nu i fare for at blive brandmærket som en 'øko-Judas', ligesom en af de tidligere præsidenter for Greenpeace, Patrick Moore, blev det, da han af pragmatiske grunde blev omvendt til atomkrafttilhænger i 1980'erne.

Gmo'er er mørkegrønne
Brand er mest klar i spyttet med hensyn til gmo'erne. De grønne har traditionelt været særdeles anti-videnskabelige og irrationelle i deres bekymringer, mener han. Der findes ingen ordentlige videnskabelige undersøgelser, som viser, at de er skadelige, og det såkaldte forsigtighedsprincip på området kan ikke begrundes med andet end en ideologisk motiveret teknofobi inkl. hjerneblødning.

Gmo er godt, bl.a. fordi det holder jorden sund og intakt, reducerer brugen af pesticider og øger udbyttet. Man skal bruge mindre arealer. Brand citerer flere institutioner og etiske råd, som alle siger, at det i modsætning til hvad diverse miljøorganisationer prædiker, er et moralsk imperativ at give udviklingslande adgang til gm-afgrøder til ordentlige penge, fordi det med Brecht's ord altid vil være sådan at 'Erst kommt das Fressen, dann die Moral' (først kommer ædelsen, så moralen).

Brand går endda så langt som til at beskylde lederne af de store græsrodsorganisationer for at have mange liv på samvittigheden. Thilo Bode, Ricardo Navarro og Vandana Shiva er ansvarlige for et kæmpe tilbageskridt.

»Jeg tør sige, at økobevægelsen har gjort mere skade med sin modstand mod gmo-teknologi end hvilken som helst anden ting, hvor vi har taget fejl,« skriver han. »Vi har sultet folk, blokeret videnskaben, såret miljøet, nægtet vores egne adgangen til en afgørende teknologi.«

Interessante er Brands argumenter for en slags open source gmo-mad. »I 1970'erne så jeg hackere transformere computerne fra organisatoriske kontrolmaskiner til individuelle frie maskiner. Hvor bliver de grønne biotech-hackere af?« skriver Brand. Hvornår vil græsrødderne med andre ord være deres eget navn bekendt og begynde at åbne cellemembranerne på vores mad og transformere biotechindustriens patentkontrol til åbne og frie bio-redskaber som alle kan bruge?

Enkelte pionerer, som virksomheden BioBricks, er i gang. Og ligesom slum-beboerne i Mumbai, der bygger deres hjemmelavede mobiltelefonløsninger, er det bare et spørgsmål om tid, før afrikanske bønder genopfinder deres traditionelle polykultur i landbruget med lidt reverse engineering af gm-byggeklodserne. Biotech, ifølge Brand, indeholder kimen til en grøn revolution i anden potens.

Geoengineering er nødvendigt
Den nyeste og mest kontroversielle gren på stammen er geoengineering - altså forsøget på at manipulere klimaet direkte ved at lave skyer mere hvide, anbringe solbriller i rummet eller lave kunstige vulkanudbrud. Brand påstår ikke at have en patentløsning - men forsøge det kan vi blive nød til, mener han.

For at afbøde ramaskriget forklarer han, at vi mennesker altid allerede har gjort det. I mindre målestok. Vi har allerede bygget egne nicher, forædlet afgrøder, ødelagt og restaureret landskaber. Ukendt blandt mange har vi ifølge palaeoklimatologen William Ruddiman med vores landbrug forhindret den istid, som egentlig burde være kommet for 2.000 år siden. Så vi kan lige så godt vænne os til tanken om, at vi kan og gør den slags.

Selvfølgelig er der et problem. Hvem skal bestemme? Der er også et andet problem: Vi har alt for lidt data. Men hvis vi vidste, at en 100 km stor asteroide ville kollidere med Jorden om 20 år, ville vi sætte alt ind på at forsøge at afspore den. Sådan må vi ifølge Brand også betragte klimaforandringerne.

Tavse modtagere
Modtagelsen af bogen har generelt været meget begejstret, bortset fra miljøbevægelserne, som siden bogens udgivelse for fem måneder siden har været stort set tavse. Heller ikke 'klimaskeptikerne' har haft meget at fejre. Brand har f.eks. ikke mange pæne ord tilovers for Bjørn Lomborg, blandt andet fordi han aldrig har været i stand til at indrømme, hvor han har taget fejl. Det gør Brand til gengæld beredvilligt, og man kan mærke en forfriskende selvironi i hans lange opremsninger af fejltagelser. Videnskaben om planeten og Jorden er nemlig svær.

I alt er bogen hårdtslående argumenteret, sjovt fortalt, frygtelig ærlig og velinformeret om de store sammenhænge. Den vil lige som Whole Earth Catalog fra 1968 informere en ny generation af blågrønne pragmatikere, der ikke kan andet end at tro på, at vi skal lære at være kloden til hjælp. Nogle steder kan Brand godt blive særdeles fremskridtsoptimistisk, men dette må siges at være en herlig afveksling i forhold til miljøbevægelsens overaggregerede bekymringsiver, som har fanget alt for mange mennesker i paralyserende spasmer af angst.

Til sidst i bogen konkluderer Brand med tydelig inspiration fra Lovelock, at vi skal lære at blive gode gaianere og understøtte livet ligesom en regnorm gør det ved at grave gennem mulden og forbedre den. Ingen har indtil videre bragt så megen bredde, så meget klarhed og så indsigtsfulde argumenter ind i debatten som Brand. Som den livsunderstøttende regnorm, han håber vi alle bliver, har han pløjet sig igennem materien mere end nogen anden. Han fortjener at blive læst og fordøjet af alle.

Stewart Brand
Whole Earth Discipline ? An Ecopragmatist Manifesto
316 sider, Atlantic Books, 2009
ISBN 978-1-84354-815-7
£ 19,99



Anmeldelser:

Energy Bulletin
New Statesman
The Guardian
Literary Review
Financial Times
Washington Times
The Scotsman

Labels: , , ,

Bookmark and Share

Massemordenes mekanikere

Friday, March 26, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I en udstilling i Oslo kan man se, hvordan helt almindelige ingeniører med koner og børn kunne blive nogle af de vigtigste bidragsydere til nazisternes masseudryddelser - bare ved at være ambitiøse på deres fags vegne.

Læs hele artiklen som pdf

Hvad får gode folk til at gøre onde ting? Hvordan kan man få moralske mennesker til at handle grusomt? Hvor går grænsen mellem godt og ondt, og hvad får folk til at krydse den?

En tankevækkende udstilling om ingeniørerne bag gaskamrene og ovnene i koncentrationslejrene under anden verdenskrig forsøger at give et svar. Udstillingen, der nu kan ses på teknisk museum i Oslo og tidligere har været vist på Arbejdermuseet i København, viser med al tydelighed, hvordan helt normale mennesker som du og jeg, med ikke andet end lidt ambition og faglig stolthed, kan drives til at være villige bødler for nazisternes masseudryddelser.

Når man har set udstillingen, kan man dog ikke undgå at tænke, om det var mere end faglig stolthed og ambition, der drev disse ingeniører. En del psykologisk forskning har da i årene efter anden verdenskrig også forsøgt at forstå kompleksiteten i netop dette fænomen: hvordan kan morderisk ondskab opstå i helt almindelige mennesker? Svarene peger på, at der må være mere på spil: Der må i høj grad være tale om nogle systemiske gruppedynamikker og en nærmest mekanisk tendens til at adlyde autoriteter.

Topf & Söhne
Udstillingen i Oslo følger firmaet Topf & Söhne, der leverede ventila­tionssystemet og ovne til bl.a. Auschwitz. Firmaet var på det tidspunkt allerede 50 år gammelt, og havde altid været meget bekymret om det etisk forsvarlige i deres arbejde, især fordi kremation på det tidspunkt stadig var kontroversielt. Ovnene var bygget til at respektere de døde og gøre kremation til en værdig beskæftigelse. Ovnene var designet på en sådan måde, at flammerne aldrig kom i direkte kontakt med liget, og askeopsamlingen i urnerne var konstrueret, så asken altid kunne relateres til den rette afdøde. Og forbrændingen skulle også være lydløs og lugtfri.


Men da firmaet begyndte at lave ovne til koncentrationslejrene fra 1939 og frem, blev alle disse fine hensyn sat til side. Ovnene blev forstørret, gjort mere effektive og hurtige. Man skulle kunne slippe af med så mange lig som muligt for pengene. De humane foranstaltninger blev lynhurtigt udskiftet med teknikker, som man kender fra affaldsforbrænding og kadaverdestruktion. Ovnene blev gjort større, mere effektive og lettere at masseproducere.

De mest ambitiøse medarbejdere i firmaet søgte endda om et patent til en ekstra hurtig, fire-etagers ligforbrændningsovn, som kunne operere kontinuerligt 24 timer i døgnet. Kurt Prüfer, der var det afgørende bindeled mellem firmaet og SS-ledelsen og overvågede installationen af ovnene i Auschwitz, foreslog på eget initiativ at bruge overskudsvarmen fra ovnene til at opvarme gaskamrene til 26 grader celsius - den temperatur, hvor nervegassen Cyklon B har sin mest dødbringende virkning.


Det er klart dokumenteret i udstillingen, at ingeniørerne vidste alt om, hvad ovnene skulle bruges til. I et telefonmemo fra Topf & Söhne til SS-ledelsen kan man bl.a. læse, at 'luftventil nr. 450 til gaskammeret' mangler og skal nybestilles, hvilket dokumenterer, at ansatte i Topf & Söhne i Erfurt vidste alt om, hvad der foregik i Auschwitz, i Dachau, i Mauthausen, i Gusen og i Buchenwald, selvom de aldrig selv havde været nogen af stederne. Og logoet for Topf & Söhne stod stolt skrevet på alle ovnene.

Nazisterne forsøgte at skjule, hvad der foregik i koncentrationslejrene. Hele manøvren med at gasse og brænde fangerne var et led i at skjule beviserne for eftertiden. Men man forsøgte også at normalisere og banalisere sine handlinger og dermed foregøgle sin personlighed en intakt normalitet. SS talte ikke om gaskamre, men om afklædningsrum. Da Obersturmbannführer Adolf Eichmann videregav logistikken omkring Wannseeprotokollen, der minutiøst havde planlagt jødeudryddelserne, talte han om, at der skulle transporteres 'gods', ikke mennesker. På den måde kunne han allerede fra starten nægte jøderne al menneskelighed og gøre det nemmere for de underordnede at handle derefter.

Banalt og komplekst
Siden disse uhyrligheder fandt sted, er der blevet tænkt og skrevet meget om, hvad der får normale mennesker til at handle sådan. Hannah Arendt er berømt for sin tese om 'ondskabens banalitet', der siger, at Holocaust ikke blev udført af et par perverse fanatikere og sociopater, men af helt normale familiefædre, der accepterede en given social og politisk si­tuation som normal, og handlede derefter. I et demokrati kan den slags adfærd altså også opstå.


'Normalitet' er en kontekstuel norm, der kan drejes i alle retninger. Men hvad er det, der drejer den? Og hvordan drejer det? Samtidig med at Hannah Arendt skrev om Eichmann i Jerusalem i perioden mellem 1961 og 1963, begyndte Stanley Milgram at lave eksperimenter i 'normalitet' på sit institut på Yale. Han instruerede frivillige i at give en forsøgsperson (der var skuespiller og medsammensvoren til Milgram) en række elektriske chok, for at blive bedre til at lære og huske bestemte ting. De frivillige vidste ikke, at de elektriske stød var fingerede, og indvilligede i 65 procent af forsøgene i at give skuespilleren tre dødelige doser på 450 volt, hvis de blev opfordret til det.

Forsøget er blevet gentaget mange gange derefter, og en metaanalyse af resultaterne viser konsistent, at 61-66 procent af befolkningen er villig til at dræbe en anden person når de bliver opfordret til det via stadig mere insisterende påbud: I Milgrams eksperiment var ordlyden først 'vær så venlig at fortsætte', så 'eksperimentet kræver, at du fortsætter', derefter 'det er absolut essentielt at du fortsætter' og til sidst 'du har intet andet valg, du skal blive ved'. I kun cirka 35 procent af tilfældene nægtede forsøgspersonerne altså, og forsøget blev stoppet.

Mange andre eksperimenter inden for socialpsykologien har bekræftet resultatet, blandt andet Solomon Aschs konformitetseksperimenter og Philip Zimbardos 'Stanford prison experiment' (se bokse). Der findes også en variant af Milgrams eksperiment, der undersøger, hvorvidt villigheden til at dræbe øges i en si­tuation, hvor der er et krav om konformitet. Og det er nok så meget tilfældet. Når der f.eks. er to skuespillere til stede, som sammen med den frivillige forsøgsperson også skal skrue op for de elektriske stød, men nægter at gøre det, falder følgagtigheden til ti procent. Men når de koopererer og skruer op, stiger følgagtigheden til hele 93 procent.

Stanford prison experiment
I 1971 fik den unge professor Philip Zimbardo fra Stanford Universitet sine studerende til at deltage i et psykologisk eksperiment, hvor de skulle spille et rollespil. Den ene halvdel blev sat til at være fængselsvogtere og styre et improviseret fængsel i kælderen på instituttet, mens den anden halvdel fik rollen som fanger. Vogterne fik udleveret et træbat, solbriller og militærtøj, så de lignede nogle rigtig onde skiderikker, mens fangerne fik gamle kitler og strømpeholdere, for at føle sig ydmyge og se grinagtige ud.

I løbet af ganske få dage udviklede rollespillet sig til et autoritært mareridt for fangerne, og to måtte forlade eksperimentet før tid. Den ene af dem var blevet sindssyg. Resten fortsatte, og accepterede vogternes sadistiske og ydmygende overfald, indtil Zimbardo måtte afbryde eksperimentet efter seks dage, fordi det var kommet ud af kontrol. En tredjedel af vogterne havde udviklet sadistiske træk, mens fangerne talte om at bryde ud, og var gået i sultestrejke, selvom de kunne have stoppet eksperimentet når som helst.

Zimbardo har i bogen 'The Lucifer Effect' draget paralleller til koncentrationslejrene, til Abu Ghraib-fængslet og Guan­tanamo ved at påpege, hvor nemt det er at skabe en kontekst, hvor tortur er normalt, og ondskaben har flertallet. Zimbardo mener, at det netop ikke er en enkel eller to korrumperede mennesker, der får de andre til at gøre nogle grimme ting. Det er et ondskabsfuldt system, der korrumperer alle de gode mennesker til at blive onde.

Et demokratisk problem
Tilføjer man til disse faktorer et ønske om social opstigning, ambitioner, almindelig faglig stolthed, samt en eventuel angst for at blive afstraffet, kan det måske bedre forstås, hvorfor næsten alle tyskere fulgte Hitler.

Hvis de fleste mennesker kan blive til små Eichmænd og Mengeler, kunne det i det mindste være rart at vide, hvad tegnene er på vejen dertil. Desværre er der stadig alt for få bud på dette blandt forskere og filosoffer. Ifølge Zimbardo og Milgram er det dog ikke den gamle forestilling om et enkelt råddent æble, der forfører de andre. Det er snarere et system af normer og forventninger, der helt konkret laver om på folks identitet, så de pludselig kan blive til bødler, selvom de for en uge siden var erklærede pacifister.

Aschs konformitetstest
Gestaltpsykologen Solomon Eliot Asch bad i 1950'erne studerende om at deltage i en række 'synstests', hvor de skulle afgøre, hvilken af de tre linjer til højre, der er lige så lang som den til venstre. Hver enkel student blev sat i en klasse, hvor der også var andre 'deltagere', men de var skuespillere, og gav med vilje forkerte svar.

Eksperimentet viste, at forsøgspersonens første svar som regel er korrekt, selvom de andre siger noget andet, men efterhånden, når læreren bliver ved med at spørge, skifter gennemsnitligt 32 procent af forsøgspersonerne mening, så den passer med de andres.

Sådanne sociale gearskift betyder ikke, at man kan fritages for personligt ansvar. Ikke helt. Men ansvaret er også demokratisk. Hvis man ønsker at påstå, at det kun var Kurt Prüfer, der var skyld i Topf & Söhnes deltagelse i masseudryddelserne, eller hvis man ønsker at tro, at Hitler var den eneste grund til anden verdenskrig, risikerer man at banalisere ondskaben lidt for meget.

Det er rigtigt, at et par modige helte de rigtige steder kunne have ændret verdenshistorien på afgørende vis. Vi kunne have været mere heldige. Men det er også rigtigt at heldet følger de tossede. Udstillingen Dødens ingeniører sætter mange vigtige tanker i gang. Den forsøger at svare på, hvad det var, der fik almindelige ingeniører til at deltage i perfektioneringen af jødeudryddelserne uden den mindste antydning af skrupler.

Udstillingens prøvende svar er, at årsagen må være en form for professionel stolthed. Men det kan ikke være hele historien. Hvis vi vil undgå den slags civilisatoriske sammenbrud fremover, kræver det mere end at tale til vores samvittighed og håbe på helte. Krigsforbryderdomstole, der går efter bosserne, og dermed skræmmer andre fra at gøre lignende, er et godt skridt i den rigtige retning. Men der mangler stadig mange sikkerhedsventiler, før et nyt Holocaust bliver helt umuligt.

Labels: ,

Bookmark and Share

Perfect Rigor

Tuesday, March 23, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det var en fantastisk mediehistorie, da Grigory Perelman i november 2002 offentliggjorde sit bevis for Poincarés formodning på arXiv, og senere nægtede at modtage Fieldsmedaljen for sin bedrift. For en uge siden blev Perelman så tilbudt Milleniumprisen, som han også afslog at modtage. Nu er der kommet en fremragende biografi om denne mand, der har løst et af matematikkens sværeste problemer og sagt farvel til verden.

Hvad er Poincarés formodning? I 1904 sagde den franske matematiker Henri Pioncaré, at alle lukkede to-dimensionale flader er pæne og simple, fordi man kan spænde en elastik om dem og kontinuerligt formindske elastikken til et punkt, uden at hverken sfæren eller elastikken brydes. Men, spurgte Poincaré, er det samme også tilfældet for tre-dimensionale overflader? De er svære at anskueliggøre, fordi de kun eksisterer i fire-dimensionale rum. Og bevise det, kunne han ikke.

Måden, hvorpå topologer undersøger, om en bestemt geometrisk form er ækvivalent med en sfære eller ej, er at puste dem op, skrumpe dem, bøje og vride dem. Lewis Caroll, aka Charles Lutwidge Dodgson var for eksempel så fornøjet over teknikken, at han lod Alice i Eventyrland spise en kage for at vokse og drikke lidt væske for at krympe. Men Alice, i sin reducerede urform, er ikke nogen sfære, fordi der jo går et hul igennem hende fra mund til anus. Alice, hvis pustet op, ville være en stor fed badering.

En mærkelig mand - og en mærkelig historie
Perelman fik i 2002 bevist Poincarés formodning, og hele historien og forhistorien omkring hans liv har den russiske forfatter Masha Gessen nu beskrevet i en sjælden spændende biografi med titlen Perfect Rigor. Sjælden, fordi hun ikke har fået lov til at tale med Perelman selv, og derfor udelukkende baserer sin historie på, hvad venner og bekendte kan fortælle om manden, som alle kalder et meget sky og meget mærkeligt geni.

Biografien er også sjælden fordi man får et enestående indblik i de ekstreme skoler, som unge matematikere blev udsat for i Sovjetunionen under den kolde krig. Og den er sjælden god til at forklare, hvordan det stadigt fremherskende jødehad i Sovjetunionen gjorde det på overfladen kommunistiske samfund til et helvede for børn med jødiske efternavne. Gessen er selv opvokset i Rusland, og kender til de mange eliteskoler som under den berømte matematiker Andrey Kolmogorov blev udviklet til at fremavle perfekte matematikere.

Perelman var, på trods af sit efternavn, et født præmiebarn i denne sammenhæng. Han var et geni blandt genier, og kunne ikke undgå at vinde hver eneste matematikkonkurrence, som han deltog i. Gessen skriver for eksempel, at Perelman gennem sin opvækst og skoling var blevet så gennemsyret af logisk og rigorøs tænkning, at han "ikke kun var ude af stand til at fortælle en løgn - han var endda ude af stand til at gøre en ærlig fejl".

Gessen gennemgår historien om Poincarés formodning i alle detajler, lige fra offentliggørelsen på internettet, over balladen om rette procedurer, kollegial misundelse, forsøg på at hjælpe manden, der ikke vil hjælpes, til Perelmans stadige støre afsondring fra det sociale liv og den uundgåelige drift hen imod eremittilværelsen hjemme hos mor.

Den perfekte logik
Gessens egen fortolkning af Perelmans usædvanlige skæbne er, at han ikke kan eller vil acceptere, at der findes forskellige regler i matematikkens verden og i livet generelt. Hvis en person ikke opfører sig korrekt, er vedkommende for Perelman ikke længere et flig af opmærksomhed værd. Et menneske kan være lige så lidt selvmodsigende som et matematisk bevis. Hvis Sovjetunionen er et kommunistisk land, kan der ikke forekomme antisemitiske. Og hvis disse ting forekommer alligevel, så nægter han det bare - eller vender sig bort for altid.

Hvis en matematiker - eller værre endnu: en kommission - derfor tilbyder en mand en pris på en million dollars og i tilgift en medalje om halsen for at have foræret menneskeheden det største og sværeste matematiske bevis i menneskets historie, så er det ikke kun en hån mod Perelman, men i langt højere grad mod matematikken som sådan.

Perelman står ophøjet over den slags lave, sølle og uværdige ting. Han står ren og stolt i sit ensomme eksil, med den perfekte logik på sin side, og ser ned på os tåbelige eksistenser, med ulogiske huller i. Perelman har bevist, at den perfekte form i et fire-dimensionalt rum er en tre-dimensional sfære. Og med sin adfærd beviser han nu, at vi fede baderinge intet har at gøre i dette univers.

Masha Gessen
Perfect Rigor
242 sider, Houghton Mifflin Harcourt, 2009




Anmeldelser:
New York Times
Not Even Wrong
MAA Reviews

Labels: ,

Bookmark and Share

En hyldest til Ada

Sunday, March 21, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I næste uge, onsdag 24. marts, er det Ada Lovelace-dag - en blogger-event for alle dem, som vil hædre Augusta Ada King, Countess of Lovelace, den første kvindelige programmør, og dermed alle de andre modige og dygtige kvinder, som sidenhen har studeret datalogi og programmeret software. Der er nemlig ikke mange af dem.

Lovelace levede i det victorianske England fra 1815 til 1852. Hun skrev programmer til den Analytiske Maskine, den første generelle mekaniske regnemaskine, der blev udtænkt af Charles Babbages i 1837, men først bygget 100 år senere, fordi den var så dyr, svær at lave, og især svær at forstå nytteværdien af i samtiden. Lovelace var en af de få, som trodsede den mandsdominerede verden af matematikere, og forstod, at denne computer var mere end en kompliceret regnestok. Hun skrev den første beskrivelse af en computer og af, hvordan man programmerer sådan en - det, vi i dag kalder for software.

Ada Lovelace-dagen gør opmærksom på et interessant paradoks. Dengang, da folk som Lagrange og Babbage levede, var det umuligt for en kvinde at gøre karriere inden for matematik og logik. De få kvinder, der bidrog alligevel, gjorde det under beskyttelse af en magtfuld mand, typisk deres far eller deres gemal, sådan som det også var tilfældet med Ada, med Mary Shelley og med Marie-­Sophie Germain. Men da datalogien for alvor dukkede op i 1970'erne, var kvindefrigørelsen i fuld gang. Hvorfor udnyttede de frigjorte kvinder ikke muligheden for at ride med på den nye it-bølge? Hvorfor skulle der gå mere end 20 år, før kvinder generelt fik øjnene op for, at der var noget der hed en computer og internet?

I mange år har andelen af kvinder i software-branchen slumret på små ti procent og været endnu mindre, når det gjaldt opstartsfirmaer og lederstillinger. Hvordan kan det være? I Danmark har der intet strukturelt været i vejen for, at kvinder kunne gøre karriere i branchen. Det skete ikke. Først i de seneste fem år, efter at datalogi-studiet er blevet suppleret med mere bløde (men bestemt vigtige) varianter som interaktivt design, informationsvidenskab, it og medier osv., er andelen af kvindelige ansøgere kommet op på et nogenlunde normalt niveau. For hardcore datalogi er tallet dog stadig nede på 7-8 procent.

Dette frister en sociologisk hypotese: It-revolutionen var aldrig sket så hurtigt, hvis ikke vi havde haft kvindekampen. Da den tog fart i 60'erne og 70'erne, flygtede mændene nemlig i hobetal væk fra deres gamle bastioner på jobmarkedet, og hen til en udkant af absolut nørdethed: datalogi. Her kunne de være i fred igen, lige som i garagen derhjemme, og udforske et spændende og ukendt land - som dog hurtigt igen blev transformeret til et nyt imperium.

Jeg ved ikke, om hypotesen er sand. Hvis den er, så må konklusionen vel være, at ligestilling på jobmarkedet (forstået som ønsket om at have lige mange mænd og kvinder i alle professioner) er en ideologisk konstruktion, som dets aktører aktivt modarbejder selv. Både i form af mænd, der ønsker at finde nye grænser og være blandt dem selv, og i form af kvinder, der først følger efter, når området er veludstukket, og de selv kan opbygge deres nicher. Men det kan selvfølgelig også være, at hypotesen er forkert. Det er så svært at adskille personlige motivationer fra sociale krav og normer.

Ada Lovelace var i hvert fald i stand til at gå sine egne veje. Hun står som et forbillede for de mange unge techie-piger, som tør, og på onsdag vil en lang række blogs, netværksarrangementer, også i København, hylde grevinden. Du er også inviteret til at deltage. Lav en video, en tekst, et billede eller noget andet, og læg det ud på nettet. Rygtet vil vide at Ada selv vil deltage, og skype til os fra 'den anden side'. Gad vide, hvad hun vil sige til det lave antal kvinder i softwarebranchen i dag.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Mavefornemmelser skal nydes med måde

Friday, March 19, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er på mode at spørge sin mave, når man skal tage vigtige beslutninger. Nye opdagelser af, at maven faktisk indeholder neuroner, har gjort det populært at tale om 'en anden hjerne'. Men selvom forskerne stadig ved meget lidt om sagen, er det klogt at bruge hjernen først.

Læs hele artiklen som pdf

I de senere år har en række populærvidenskabelige artikler forsøgt at mytologisere opdagelsen af, at der findes flere hundrede millioner neuroner i maven, der kan føle, og måske ligefrem tænke. Man taler om 'den anden hjerne', der, selvom tusind gange mindre end den første hjerne i hovedet, sælges som værende bedre til at 'mærke efter en ekstra gang', mere umiddelbar og derfor mere ærlig.

Men selvom neuronerne i maven kan gøre en masse ting af sig selv, er det ikke nødvendigvis klogt at stole på deres dom, som var de den øverste instans for al emotion og fornuft, mener de to danske forskere Morten Kringelbach og Anne Marie Pahuus - i hvert fald hvis det handler om andet og mere end at spise og at skide.

»Det der med den ekstra hjerne er noget sludder«, siger hjerneforsker Morten Kringelbach, der er professor ved Aarhus Universitet og til dagligt også arbejder i Oxford. »Der sidder en masse receptorer dernede, men det er ikke det samme, som at mavefornemmelser ikke stadigvæk skal fortolkes oppe i hjernen.«

Anne Marie Pahuus er lektor ved Aarhus Universitet. Hun forsker i menneskeopfattelser og emotioner og mener, at den øgede fokus på maven er et udslag af selvrealiseringsbølgen:
»Maven er blevet det sted på kroppen, hvor vi mener, at centrum ligger. De mange tråde fra sanserne bliver forsøgt samlet her, hvilket gør maven til et nyt arnested for den sjette sans. I gamle dage talte man om hjertet eller om skytsånder, der sad bag skuldrene, men de var altid socialt relaterede. Maven er noget, man har for sig selv.«

Bytte om på årsag og virkning
Den såkaldt anden hjerne hedder egentlig det enteriske nervesystem, og forskerne ved stadig meget lidt om, hvilke og hvor mange roller, det spiller i kroppen. Det er en del af det perifere nervesystem og har ligesom hjernen neurotransmittere og neuropeptider. Det er forbundet med det centrale nervesystem via såkaldte mastceller i rygmarven og er placeret i hylstrene af de indre organer. Også immunsystemet er forbundet med det enteriske nervesystem via enkephaliner, som gør det i stand til selvstændigt at integrere nye informationer og reagere hurtigt på skadelige gæster.

Det enteriske nervesystem kan for eksempel selv finde ud af at trække maden ned fra munden til maven via de såkaldte peristaltiske bevægelser. Det kan også selv finde ud af at skubbe lortet ud igen. Men ud over det, påstås det, kan maven også noget mere. Den kan fortælle, om det, man ser, er noget, man kan lide eller ikke. Den kan give et praj om, hvorvidt man er nervøs eller føler væmmelse ved en situation. Og den kan fortælle, om man er ved at blive forelsket.

Men ifølge Morten Kringelbach er det en forveksling af årsag og virkning. Han forsker i nydelse og emo­tioner ved Oxford Universitet og har skrevet bogen 'Den nydelsesfulde hjerne', der beskriver noget af den forskning, han er i gang med i et TrygFonden-finansieret forskningsprojekt om relationen mellem nydelse og affektive forstyrrelser som fedme, depression og spiseforstyrrelser ved Aarhus Universitet.

»Neurologen Antonio Damasio har skrevet mange historier om, hvordan kroppen fortæller noget, vi ikke allerede ved. Men det er en misforståelse, som også blev begået af psykologer sidst i 1800-tallet,« siger han. »Der sker det, at hjernen får nogle informationer, som sætter kroppen lynhurtigt i beredskab. Først senere bliver du bevidst om, at din krop er i beredskab, og så begynder hjernen at fortælle dig historier om hvorfor.«

Denne forklaringsmodel for emotioner går under navnet James-Lange-teorien, opkaldt efter psykologen William James og den danske fysiolog Carl Lange. En alternativ teori er Cannon-Bard-teorien (se grafik), men de fleste forskere hælder i dag til James-Lange-teorien, selvom det er klart, at kroppen må fungere som en slags resonanskasse, snarere end som en generator af emotioner.

Kvinden på hængebroen
Den psykoemotionelle komponent i irritable tilstande i mave-tarmkanalen kan derfor forklares som et nødopkald fra mastcellerne, hvorefter hjernen sætter uhensigtsmæssige responser i gang.

Et klassisk eksempel er eksperimentet med kvinden og hængebroen, fortæller Kringelbach. I det første forsøg står hun foran hængebroen, og i det andet står hun ude på hængebroen. Hun stiller forbipasserende forsøgspersoner en række spørgsmål. Når de er kommet over på den anden side, tester man, om de har forstået spørgsmålene, og til sidst spørger man dem en passant: 'Hvad synes du i øvrigt om den kvinde, der interviewede dig?'

Forskellen mellem de to situationer er slående. De forsøgspersoner, der blev spurgt ude på hængebroen, synes, at hun er væsentlig mere attraktiv end dem, der blev spurgt inden, de gik ud på hængebroen.

»Grunden til, at det er sådan, er, at hængebroen står og svajer lidt. Og det giver mavefornemmelser. Du har en fornemmelse af, at du ikke er på helt sikker grund, og så prøver hjernen at finde ud af, hvorfor der er de her mavefornemmelser. Er det, fordi hun er så attraktiv? Eller er det, fordi jeg har fået noget dårligt at spise i dag? Eller er det, fordi jeg er gået hen over en hængebro? Og når man stiller spørgsmålet i den givne situation, fortæller hjernen forsøgspersonerne, at det selvfølgelig må være fordi hun er attraktiv.«

Kirurgi på mavesækken
Mavefornemmelser er ikke uafhængige af det, der sker i hjernen. Hvis man kan lytte til dem, kan de måske godt fortælle noget, man ikke var bevidst om før. Men det er, fordi fornemmelsen starter i hjernen og fortsætter som feedback nede i maven, og så vender tilbage til hjernen, der forsøger at fortolke på det, der skete.

»Det mest spændende er at finde ud af , hvad det er, maven kan gøre selv, og hvad hjernen og maven gør sammen,« siger Kringelbach. »Deres respektive autoritetsområde må klarlægges især for det, som er det allervigtigste for mennesker, nemlig fødeindtag. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan overleve, hvis vi ikke spiser, og hvis vi spiser for meget, har vi også et problem.«

I et scanningsforsøg i Turku i Finland har forskere undersøgt, hvordan neuronerne finder ud af, om man er mæt eller ej. De fandt ud af, at noget af det eneste der for øjeblikket hjælper mod fedme, er at gøre maven mindre. Receptorerne i maven måler især graden af opspilethed, og - sammen med hjernen - om man har fået de nødvendige næringsstoffer. Resultatet af finnernes undersøgelser tyder på, at det, man rent fysiologisk kan gøre mod fedme, er kirurgisk at gøre mavesækken mindre - eller ændre på kommunikationen mellem mave og hjerne, så hjernen snydes.

Men generelt er scanninger af hele kroppen en mangelvare.
»I enkelte forsøg har man målt systemet indirekte via blodgennemstrømningen, men der er indtil videre ikke fundet specielt interessante resultater,« siger Kringelbach - hvilket ifølge ham skyldes, at tidsopløsningen i forsøgene ikke har været god nok til at kunne følge dynamikken ordentligt.

Mindre brænde på bålet
Psykiatere har traditionelt fokuseret meget på hjernen, hvorimod ældre psykologer har arbejdet med både hjernen, åndedrættet og hele kroppens velbefindende. Noget tyder på, at denne holistiske tilgang er noget, forskerne er ved at finde tilbage til.

Ifølge Anne Marie Pahuus er tendensen et eksempel på, hvordan man med naturvidenskabens metoder bekræfter noget, som den traditionelle lægebehandling og den traditionelle psykologi har vidst længe.

»Man kan også dokumentere det ved at lægge mærke til, at man har et veludviklet dagligsprog for den slags fænomener,« forklarer Pahuus. »Man siger, at man skal 'mærke efter' og 'være helt ærlig'. Det følelsesindhold, som kommer fra maven, sætter en overvejelse i gang, som føles meget umiddelbar - enten som umiddelbar glæde og behag, eller umiddelbar afsky og frastødning.«

Visse følelser, for eksempel følelsen af vrede, kan ifølge Pahuus forstærkes i maven:
»Man kan føle, at 'nej, det her vil jeg ikke gå med til', og så vokser det gerne i maven fra en lille irritation til en stor vrede. Maven kan i den forstand blive til et lager, hvor følelser kan hobes op langsomt, indtil de bryder ud i lys lue, eller indtil man får mavesmerter af det.«

Et andet eksempel er sceneskræk. Hvis man får lidt kriller i maven er det ok, men hvis man bliver panisk, kan man ikke gå op på en scene. Men hvis lægen giver folk betablokkere, så bryder de forbindelsen mellem kroppen og hjernen, og så undgår man dette positive feedback loop, der forstærker de ubehagelige følelser. Hjernen smider ikke mere brænde på bålet i maven end nødvendigt, og man kan gå på scenen.

Den sjette sans
Mavefornemmelser har selvfølgelig en lang historie.
»Hos Aristoteles hed de sensus communis, og det har også heddet den sjette sans,« forklarer Pahuus:
»Det er en idé om, at der skal være et sted, hvor alle de indtryk fra sanserne samles, både fysisk og psykisk. Det er også derfra, det engelske begreb 'common sense' stammer.«

Senere i kulturhistorien bliver denne fælles sans forstået som en sans for fællesskabet, altså at være gode ved hinanden.
»Den kaldte man så hjertelighed, og det er jo noget helt andet, men det er stadig placeret under brystkassen,« siger Pahuus:
»Et andet meget populært sted på kroppen har været bag skuldrene, hvor ens skytsånd sidder. Den placering betyder, at det kun er andre, der kan se ens egen skytsånd, og det er jo en mere social tanke. Man skal hjælpe folk med at se, hvem de selv er.«

Nu om dage er hjertet og skyts­ånder bag skuldre dog mindre populære, fordi de minder for meget om barmhjertighed og om mellemmenneskelige forhold, mener Pahuus. »I dag er selvrealiseringsbølgen mere solar plexus-orienteret. Autoriteten ligger dermed hos én selv i noget indre. Ingen andre kan komme og sige, hvad der er bedst for en selv.«

I sidste ende er begge forskere dog enige om, at det kan være lige meget, om man giver hjernen eller maven skylden. Det handler om at se på hele kroppen - og her spiller det bevidste og det ubevidste hver sin rolle.

Labels: ,

Bookmark and Share

Dansk forsker: Sæt fiskekvoter efter størrelse, ikke efter art

Friday, March 12, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Nye modeller viser, at man måske skal måle en fiske­bestands helbred efter, hvor store fiskene er - og ikke efter hvor mange, der er tilbage af en bestemt slags.

Læs hele artiklen som pdf

Fra lærebøgerne kender vi de flotte grafikker over fødekæder og fødenet, hvor diverse arter udfylder deres egne pladser i hierarkiet. Hvalen og hajen står øverst, og så kommer andre rovfisk som tun - eller for danske farvande torsk, sej, kuller og makrel. De spiser tobis, sild og brisling, der til gengæld spiser endnu mindre fisk og zooplankton. På trin nul lever alger og planter, som ernærer sig af mineraler og Solens lys alene.

Computermodellerne for sådanne netværk har som regel været ret dårlige. Men ny forskning er på vej til at gøre dem bedre, blandt andet ved at indse, at fødenet er meget specifikke i forhold til deres arter og habitat. For eksempel er marine fødenet slet ikke så hierarkiske. De fleste rovfisk spiser plankton når de er små, små fisk når de er lidt større, og mellemstore fisk når de er rigtig store. En bestemt art, f.eks. torsken, spiser altså ikke kun sild, men har (ligesom mennesket) alle trofiske niveauer på menukortet - inklusive lidt kannibalisme i ny og næ.

Det giver derfor ikke megen mening kun at placere en bestemt fisk på et bestemt niveau. Og det er heller ikke så vigtigt for stabiliteten af fødenettet, om det er torsken eller aborren, der styrer det hele. I stedet foreslår seniorforsker Ken Haste Andersen fra DTU Aqua, at man sikrer sig, at distributionen af alle størrelser af fisk forbliver nogenlunde konstant. For sagen er, at størrelsen bestemmer diæten.

»Den store nye åbenbaring inden for fiskeriforvaltningen er, at man ikke kigger på arter, men på en generel økosystemforvaltning baseret på størrelse,« siger Haste Andersen.

»Normalt kiggede man udelukkende på sildebestanden, og kom med anbefalinger ud fra det. Men sild spiser også andre fisk. Og de spiser også deres egne fiskelarver. Så det giver meget mere mening at kigge på det generelle økosystem, og de størrelsesbaserede modeller er et godt udgangspunkt for det.«

Mange faktorer
Fødenetværk er meget komplekse systemer. I mange år har forskerne forsøgt at analysere deres stabilitet ved at lave modeller med differentialligninger, og så fjerne eller introducere enkelte arter, for at se, hvordan modelnetværkerne reagerer. Generelt sker der store omvæltninger, og mange arter uddør, hvilket har fået forskerne til at tale om et paradoks: Hvordan kan virkelighedens fødenet være så stabile, når modellerne falder fra hinanden ved den mindste påvirkning?

»Problemet med mange af de teoretiske modeller er, at de har svært ved at fange de mange faktorer fra virkeligheden. Tit og ofte falder de pæne modeller fra hinanden, når man vil sammenligne med den konkrete situation i f.eks. Østersøen,« forklarer Haste Andersen.

En tommelfingerregel for stabiliteten af fødenet har altid været, at hvis man fjerner noget nedefra, så vil der komme store forstyrrelser, fordi resten af netværket er afhængig af denne ene basale art. Hvis et fødenet derimod er mere kompliceret og har flere medlemmer, vil det ikke betyde så meget at fjerne en basal art, fordi de højerestående dyr altid vil kunne finde noget andet at spise.

Ifølge Stuart Pimm, der er økolog og professor i zoologi ved Duke University i North Carolina, USA, viser en del nye forskningsresultater dog, at denne tommelfingerregel skal vendes på hovedet for komplekse fødenet.

»Det er normalt ikke de nederste arter, som vi mennesker fjerner, men de øverste. Vi fjerner hajer, hvaler og tun i havet, og på landjorden spiser eller skyder vi de store rovdyr. Disse top-rovdyr hersker som regel over mere komplicerede netværk, og hvis man fjerner dem, vil de dyr, som ligger på fødetrinet under, ikke længere have nogen naturlig fjende og vil formere sig kraftigt. Det vil skabe forstyrrelser for det næste trofiske niveau, som kan påvirke det næste igen osv. Hvis man fjerner et enkelt vigtigt rovdyr fra toppen, kan det gøre voldsom skade på alle de lavere trin i fødenet,« siger Pimm.

Et fødenets stabilitet afhænger altså af netværkets struktur, om det er simpelt eller komplekst, men også af, hvordan man fjerner enkelte dyr fra netværket. Virkeligheden har vist, at hvis man fjerner hajer eller tun, kan det have meget dramatiske effekter på hele økosystemet.

»Jeg sidder f.eks. lige nu fem kilometer fra koralrevene uden for Floridas kyst, som mange mennesker mener, er blevet ødelagte, netop fordi vi har dræbt de store rovdyr som hajerne og grouperen,« fortæller Pimm.

Netværksforskning hjælper ikke
Man har snakket meget om fødenets lighed med andre typiske netværk, f.eks. internettet eller sociale netværk. Men fødenetværk er faktisk ikke ligesom de andre netværk. De har f.eks. ikke en 'small worlds'-karakteristik, som man kender dem fra internettet og sociale netværk som facebook. Denne egenskab i netværk har man fanget i udtrykket at 'de rige bliver rigere', fordi de alene i kraft af deres centrale placering i netværket er vigtige for at forbinde fjerne ender og derfor får stadig flere forbindelser.

»Fødenet opfylder ikke denne regel. Hvis du er et rovdyr, kan du nemlig ikke bare tilføje nye ting til din diæt. Der er nogle grænser,« siger Pimm.

En løsning er derfor at blive mere specifik og inkludere flere faktorer end bare at se på, hvem der spiser hvem. Det er for eksempel blevet gjort af Martin Lindegren fra DTU Aqua, som netop har publiceret en artikel i PNAS. Lindegren simulerer Østersøens fødenet med kun tre arter, men inkluderer også en vægtning af, hvor stor interaktionen mellem de tre arter er, samt en række ydre faktorer som fiskeriet, vandets temperatur og saltholdighed.

Østersøen er et godt modelnetværk, fordi det i forhold til f.eks. Nordsøen er ret simpelt. Østersøen har dybest set kun tre aktører: torsk, de to mindre arter brisling og sild, og så plankton. Der er selvfølgelig også laks og andre fisk, men det er i så små mængder, at det næsten ikke betyder noget.

»Østersøen er simpel, fordi den er brak,« forklarer Haste Andersen. »Torsken kan ikke reproducere sig, når saltholdigheden kommer under ti. Østersøen er også marginal for brislingen på grund af den relativt lave temperatur.«

Lindegrens model har vist sig at give et realistisk billede på torskebestandens kollaps i Østersøen, hvilket tyder på, at fiskeriforvaltere i fremtiden vil kunne drage bedre nytte af den slags økosystem-baserede, holistiske tilgange i modelleringen af marine fødenet. Og ved at give fiskere et økonomisk incitament til ikke kun at fjerne, men også at genopbygge bestanden, vil man ifølge forskerne måske endda kunne udvikle et bæredygtigt fiskeri.

Størrelse tæller
Mens Lindegrens model stadig kigger på arter, har Haste Andersens egen model kun øje for individer og deres størrelse.

»Man tager et enkelt individ på 10 centimeter, om det er en torsk eller en sild er ikke så vigtigt, fordi de konkurrerer om den samme føde,« siger Haste Andersen. Det betyder, at man beregne et optimalt størrelsesspektrum for et økosystem, og man kan se, hvordan dette størrelsesspektrum reagerer, når vi begynder at fiske på de forskellige trofiske niveauer.

»Det viser sig, at der begynder at komme kaskader ned igennem systemet. Det fortæller selvfølgelig ikke noget om, hvorvidt enkelte arter uddør eller ej, men det kan sige os noget om den generelle måde, et marint økosystem reagerer på,« siger Haste Andersen.

Det giver nye muligheder for fiskeriforvaltningen, fordi man vil kunne anbefale maksimale og minimale størrelser af fiskefangster. »Man vil f.eks. kunne komme med anbefalinger for brugen af bundtrawl, der fanger mange af de store bundfisk, og derfor har en betydning for de andre fisk,« forklarer Haste Andersen.

Vi mennesker har fjernet de fleste af de store fisk i havene. Det betyder sandsynligvis, at der er flere af de mellemstore fisk end tidligere. Det betyder ikke nødvendigvis, at det har ført til uddøen af de store arter, men det har skabt et stort evolutionært pres på fiskene til at blive mindre og mindre.

I en anden artikel i PNAS kunne Ken Haste Andersen og Keith Brander for eksempel vise, at fiskeriet formindsker langsomt voksende fisk som torsk med 0,1 procent om året. Det er et tegn på, at det altdominerende rovdyr er mennesket, og at fiskene er på vej til at gemme sig ved at blive mindre. Men det skaber nye ubalancer i systemet: Mange tun når ikke at blive kønsmodne, og torsken får mindre afkom, fordi den er så lille. Det giver derfor god mening at forsøge sig med en størrelsesbaseret fiskeriforvaltning, så der igen blive plads til alle - både de store og de små.

Labels: ,

Bookmark and Share

Matematik og naturfag skal bidrage til elevens identitet

Saturday, March 06, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I går gav Paola Valero sin tiltrædelsesforelæsning som professor i uddannelsesforskning på Aalborg Universitet. Ingeniøren har spurgt hende, om hun kan forklare, hvorfor de unge ikke gider studere naturvidenskab. Det kan hun godt: Det skyldes to divergerende kulturer.

Læs hele artiklen som pdf

Fysikeren Richard Feynman er berømt for, i sin tiltrædelsesforelæsning på California Institute of Technology, at sammenligne uddannelsesforskningen med pseudovidenskabelige aktiviteter som parapsykologi og uduelige alternative terapier. Han kalder dem 'cargo cult science' og synes, de er uærlige med deres lemfældige måde at omgås data og resultater på. I uddannelsesforskningen er det jo aldrig blevet bevist, at én måde at undervise på er bedre end en anden. Hvorfor forsker man så i det, spørger han. Hvad kan du svare Feynman?
»Det er meget enkelt. Den måde, som vi har bygget undervisningen op på, er forkert. Der er en fundamental fejl i den måde, vi ser matematik- og naturfagsdidaktik på. Fejlen består i, at vi har troet, at undervisningen bare skulle være en transmission og socialisering af børn og unge ind i fag som matematik, fysik og kemi uden at anerkende, at skoler og uddannelsessystemer har et hav af andre dagsordener, først og fremmest politiske, sociale og kulturelle. Vi har med andre ord et alt for snævert syn på, hvad der er på spil, når folk lærer noget.«

Ifølge Paola Valero kan de forskere, der studerer samfundsprocesser og mennesker, aldrig leve op til kriterierne fra den naturvidenskabelige metode. Hvis man mener, at den pædagogiske forskning skal give et klart svar eller en eneste effektiv opskrift på, hvordan man underviser bedst, så underkender man problemets omfang. Der findes ikke nogen løsning på, hvordan man underviser bedst, netop fordi 'faget' ikke er den eneste faktor i en skolesituation.

»Hvis jeg virkelig skal være provokerende, så vil jeg sige, at et hvilket som helst projekt inden for fagdidaktikken er dømt til at mislykkes, hvis det forsøger at 'forbedre undervisningen'. Så her vil jeg give Feynman ret. Men det er, fordi han og mange fagdidaktikere sammenblander to meget forskellige videnkulturer. Man kan ikke måle problemet, når problemet ikke kun ligger i faget, men mange steder på én gang. Evidensbaseret pædagogik er noget crap.«

Den skæve forskning i PISA
Naturfags- og matematikundervisningen har ifølge Valero alt for længe været fokuseret på indholdet, som om indholdet var det mest afgørende i en undervisningssituation. Men folk lærer ting, der er relateret til fagene, uden at være identiske med fagene. Et snævert syn på fagene giver os derfor ikke mulighed for at erkende den meget sårbare situation, som en student står i i et klasselokale.

»Tænk på PISA-undersøgelserne,« forklarer Valero:
»De viser en bestemt rækkefølge af, hvordan forskellige landes elever klarer sig i bestemte felter. PISA har sat enorme politiske dagsordener, bundet op omkring nogle økonomiske dagsordener, der alle fokuserer på det faglige. Det er klart, at det faglige har en effekt, men det er slet ikke den eneste, og hvis vi fortsætter med at stirre os blinde på fagligheden, vil vi aldrig kunne udvikle skolen i samklang med den generelle udvikling i samfundet.«

»Mit udgangspunkt er erkendelsen af, at læringsprocessen er meget bredere, end hvad den traditionelle fagdidaktik har beskæftiget sig med. Når vi undrer os over, at de unge ikke gider læse naturfag, selvom de siger, at de godt kan lide dem, så har vi altid antaget, at det er på grund af dårlig undervisning, eller på grund af manglende motivation. Men det er alt for snævre forklaringsforsøg. Faktum er, at der er en meget stor afgrund imellem unges måde at se verden på, og det verdensbillede, som naturfagene og matematik tegner i skolerne og på gymnasiet. Naturvidenskaben og matematik er grundstenen i konstruktionen af moderniteten. De repræsenterer nogle (gammeldags) moderne grundværdier og måder at agere på, som har været og stadig er enormt brugbare i opbygningen af vores vestlige kultur, men som de unge ikke kan genkende i deres senmoderne verden.«

De to kulturer
Skellet ligger ifølge professoren mellem det moderne, som naturvidenskaben tilhører, og det postmoderne, som de unge tilhører. Det betyder, at problemet først og fremmest er kulturelt. Hun mener også, at man må forske i, hvordan naturvidenskaben har ændret sig, uden at uddannelsessystemet har ændret sig. Desuden kan det være, at unge mennesker tænker og erkender på en anderledes måde, end for 50 eller 100 år siden.

»Det pædagogiske arbejde vil altid være baseret på en bagvedliggende menneskelig relation. Når vi er i en undervisningssituation, er vi ikke bare hoveder, der taler om indhold, men mennesker, der etablerer et forhold med hinanden. Der er selvfølgelig vekselvirkninger med indholdet, men mange gange er det også rent følelsesmæssige forbindelser, som etableres mellem lærer og elev. Pointen er dermed også, at man må engagere sig som hele mennesker, hvis man gerne vil være god til sit arbejde.«

Det kender man jo godt, for der er mange, som siger, de er begyndt at studere naturvidenskab, fordi de havde en fantastisk lærer i folkeskolen eller i gymnasiet. Men betyder det, at man burde have færre elever per lærer i klassen?
»Nej, ikke nødvendigvis. En tæt kontakt mellem lærer og elev er mere et spørgsmål om en bestemt måde at se verden på. Det, der foregår i en undervisningssituation, er jo primært en basal affektiv tilknytning mellem mennesker, der muliggør lærerens omformning af elevens adfærd og måde at tænke på. Læring er ikke bare en overførsel af fagligt stof, men en socialisering ind i en kultur, samt en kognitiv ændring af eleven, så han eller hun lærer at tænke og agere på en mere sofistikeret måde. Men den måde, vi har set fagene og læring på, forsøger at adskille det menneskelige og følelsesmæssige fra indholdet. Det er noget, som vi har lært siden modernitetens start, hvilket er en bestemt historisk betinget måde at se viden på. Den siver ned i alle fag og i den måde, vi forstår læring og undervisning på.«

Hvordan ville du karakterisere denne modernistiske kognitive form til forskel fra andre former?
»Det første og vigtigste element er forsøget på at skabe en stærk adskillelse mellem den lærende, dvs. den person, som er i gang med at lære noget, og det lærte, dvs. det indhold, som den lærende skal tilegne sig. Det andet element er at tænke viden som noget, der vil blive mere af, og at viden altid udvikler sig. En del af de værdier, der forbinder sig med den moderne læring, er rationalitet, logik og ideen om at agere objektivt i forhold til viden. Historisk har der så været visse variationer af denne grundidé. Siden den industrielle revolution for 150 år siden har det især været nytteviden, der har domineret, dvs. tanken om at gøre viden nyttig i form at øget rigdom, mere velfærd og stadig mere uddannelse.«

Tror du dermed, at økonomer som Gary Becker og Milton Friedman har haft en større indflydelse på den pædagogiske tænkning end de klassiske pædagogiske filosoffer?
»Det kan meget vel være. Inden for matematik og naturvidenskab har den dominerende diskurs længe været, at vi har brug for flere videnskabsfolk for dermed at kunne holde vores konkurrenceevne, vores velfærd og vores placering i verden. Mennesket betragtes her som humant kapital, der kan optimeres. I 1960'erne skyldtes denne politiske dagsorden, at man ville slå russerne. Inden for matematikundervisningen var der bl.a. den såkaldte Moderne Matematik-reform, som ville skabe en ny type undervisning i matematik, der var så abstrakt og strukturel, at man ville få en ny generation af supermatematikere, der kunne hamle op med russerne. Deres reformforsøg var meget ambitiøse, men må betragtes som mislykket. Jeg kender dem personligt, fordi min skole i Colombia, hvor jeg lærte matematik, måske er den eneste skole i verden, som har bibeholdt et sådant konceptuelt og abstrakt matematikcurriculum. Hvis man kigger lidt i historiebøgerne, er det interessant at se, at man i slutningen af 1800-tallet havde lignende tanker som i 1960'erne og som i dag. Ingen af dem har nogensinde været den store succes.«

Konstruktionen af et subjekt
Ifølge Valero er konstruktionen af en identitet blevet en fundamentalt vigtig basis for alle unge mennesker. Problemet er bare, at det moderne naturvidenskabelige billede af en objektiv forsker kræver, at man altid adskiller det lærte fra den lærende.

Og det er jo skidt for identitetsdannelsen, hvis den har brug for en tæt identifikation med noget, der vil adskilles fra subjektet. Hvordan, spørger Valero, kan vi udvikle et sprog, der igen kan knytte identitetsdannelse til læringen af naturvidenskab og matematik?

»For at naturvidenskaben overhovedet skal kunne harmonere med en konstruktion af identitet, skal vi igen se på, hvordan naturvidenskaben i virkeligheden bliver praktiseret. Undersøgelser af bl.a. Bruno Latour har vist, at den naturvidenskabelige praksis også har ændret sig, men at denne ændring aldrig er blevet registreret i undervisningsmiljøet. Der er altså et kæmpe skel mellem den naturvidenskabelige praksis og naturvidenskabens image i befolkningen. Men også nogle fagdidaktikere lider af et alt for stereotypt billede af, hvad naturvidenskab er for noget, og hvad en forsker går og laver.«

»Med mindre vi ved noget mere om stereotyperne, hvordan de reproduceres i samfundet, og hvilke alternativer man kunne forestille sig, vil vi ikke kunne lave om på situationen som den er nu. Hidtil har det kun handlet om at få unge til at lære et indhold på 'den rigtige måde' og ikke meget mere end det.«

Vores nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ser jo ud til at tilhøre den nye pædagogiske skole, der efterspørger mere end bare faglighed. Hun har været leder af Danfoss Universe og citerer gerne didaktikere som Svein Sjøberg. Hun snakker om relevans, og om at møde de unge, hvor de er. Er der lys forude med hende?
»Ikke nødvendigvis. Man kan sige alt det, du citerer videnskabsministeren for, uden at være klar over, at der eksisterer to meget forskellige kulturelle verdensbilleder med den moderne naturvidenskab på den ene side og den postmoderne virkelighed på den anden. Hendes sprog er motivation og interesse. Mit sprog er identitetsdannelse og skabelsen af et subjekt i et historisk, socialt og kulturelt perspektiv. Hvis det bare handlede om motivation og relevans, havde vi ikke problemet. Jeg tror, at der mangler noget, og vi har endnu ikke udviklet sproget til at forstå det.«

»Jeg har for eksempel været meget inspireret af resultaterne af et forskningsprojekt i Colombia, hvor man forsøgte at udvikle et curriculum for en hel skole med det mål for øje at støtte elevernes konstruktion af deres egen identitet. Og at lære at blive et subjekt med et personligt projekt er jo noget helt andet end at lære matematik og naturfag for at blive en god og dygtig arbejdskraft. Det er på tide, at vi ser uddannelse som noget mere end tilegnelse af kvalifikationer og socialisering. Uddannelse, også i matematik og naturfag, kan tænkes som det, der bidrager til konstruktionen af identitetsprojekter. Det er det centrale, og fagene burde støtte det.«

Det lyder som om du vil undergrave sammenhængskraften - og ødelægge betalingsbalancen oveni ...
»Nej, konstruktion af en identitet er ikke noget asocialt. Subjekter er altid forbundne, og kan kun konstrueres i en vekselvirkning med andre mennesker. Men det er klart, at der er brug for noget nyt, og det er også klart, at vi må begynde at se naturvidenskaben som noget andet, end hvad den var for 100 år siden.«

Labels: ,

Bookmark and Share

Enigheden splittede IPCC

Friday, February 26, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

FN's klimapanel, IPCC, skrev historie ved at sætte klimaspørgsmålet på den globale dagsorden - blandt andet ved at postulere en tvivlsom enighed blandt forskerne. Nu giver enigheden bagslag.

Oprindeligt var det tanken at præsentere FN's klimapanel IPCC som et mirakel: Det var den eneste institution i verden, som kunne oversætte en kompleks videnskab og usikre prognoser til en brugbar platform for politiske beslutninger. Tusinder af forskeres mangeårige arbejde blev samlet til et politisk slagfærdigt fait accompli: 'Se, hvad der er ved at ske med vores klode! Få fingeren ud!'

Det er lykkedes, men kun til dels. Det er lykkedes, fordi IPCC's konklusioner i de fire forrige rapporter er blevet accepteret af 192 nationalstater - enstemmigt - og befolkningerne er blevet meget mere bevidste om problemet. Da IPCC fik Nobels fredspris sammen med Al Gore i 2007 var det blandt andet en anerkendelse af denne bedrift.

Hvem tager ejerskab?
Men nu er IPCC's global-sociologiske forsøg på at etablere konsensus ved at falde fra hinanden. En håndfuld fejl i en 2.800 sider lang rapport (se boks) har været nok til at få mange mennesker til igen at tvivle. Også mange forskere, som egentlig understøtter IPCC's bestræbelser, har formuleret kritik af IPCC's tendens til at holde 'skeptikerne' ude. De efterspørger nye måder at strukturere IPCC på (se artiklen herunder). Deres tanke er at reformere IPCC netop for at bibeholde succesen, og for at gøre institutionen endnu mere central og langtidsholdbar.

Ifølge IPCC's tidligere næstformand, Mohan Munasinghe, er grunden til, at IPCC så længe har postuleret enighed blandt forskerne, et forjættet 'ejerskab'. Tanken var, at hvis politikerne hørte en samlet stab af forskere sige god for rapporten, og et par politisk installerede bureaukrater var med til at formulere konklusionerne, så ville politikerne acceptere dem og følge anbefalingerne. Når Danmark bidrager med videnskabelig kompetence, så mente man, at den danske regering også ville tage ansvaret for resultatet.

Men ifølge den tyske klimaforsker Hans Joachim Schellnhuber har det efter COP15 vist sig at være forkert: Nu, hvor man kritiserer IPCC for fejl og bias, er der ingen lande, der forsvarer institutionen. Alle vasker deres hænder og siger, at det ikke er deres problem. Hvis IPCC derimod var uafhængig af FN og nationalstatsinteresser, mener Schellnhuber, og havde en større videnskabelig integritet, f.eks. ligesom Englands Royal Society eller USA's National Academy of Sciences, så ville der muligvis være flere, som forsvarede institutionen.

Den grå litteratur
IPCC har gennem årene udvidet deres rapporter til at inkludere meget mere end bare videnskaben. Man har undersøgt og behandlet de sociale, tekniske og etiske dimensioner af klimaforandringerne langt hinsides, hvad peer review processen normalt kan klare. Som politisk redskab er IPCC også begyndt at forholde sig til menneskerettighedsproblematikker, da de er en naturlig konsekvens af et ændret klima.

Disse dele af IPCC-rapporterne kaldes 'grå litteratur' og er typisk lange rapporter fra regeringer og store internationale organisationer. De er nødvendige for at sætte forandringerne i en større kontekst og for at fylde de enorme huller, som stadig findes i vores forståelse af klimaforandringerne. Påstanden om Himalaya-gletsjernes alt for hurtige afsmeltning stammede fra en sådan 'grå' rapport, og det gør mange andre prognoser også.

Det er nødvendigt, at videnskaben er absolut klar, ren og hinsides enhver påklage. At IPCC er kommet til kort over for denne standard, har gjort det tydeligt for mange, at der skal ske forbedringer. En vej kunne være at inkludere divergerende positioner og anbefalinger og formulere deres fordele og ulemper på en gennemsigtig måde. Det ville gøre rapporten mere vag. En anden vej ville være at censurere den grå litteratur med en nedre grænse for, hvad det er muligt at inkludere.

Her et eksempel: De fleste klimaforskere mener, at IPCC's konklusioner og anbefalinger i virkeligheden altid har været meget mere konservative, end hvad de selv troede på. Men det er ikke, fordi IPCC er sådan. Det er fordi, den videnskabelige litteratur er sådan. Forskere bliver altid nødt til at arbejde med en høj grad af sandsynlighed for at blive taget alvorligt, normalt med en formulering som 'det er mere end 90 procent sandsynligt, at sådan og sådan ?'. For at skubbe alt op i den kategori, må man være meget forsigtig med sine udsagn.

Klimaforskere kunne for eksempel sagtens komme med et udsagn om, 'at der er 20 procents risiko for, at katastrofe X vil dræbe milliarder af mennesker', men selvom det må betragtes som væsentlig information, ville intet fagblad acceptere et sådant paper. Så hvis man har brug for 90 procent eller større sikkerhed for at blive publiceret, må konklusionen altid være konservativ.

Dette gælder for klimaforskere, der skal igennem peer review. Men skal det også gælde for IPCC? Det kan være af stor betydning for Maldivernes befolkning at få at vide, at der er en 40 procent risiko for, at deres øer vil forsvinde om 100 år. Det kan også være af stor betydning for grønlænderne at få at vide, at der er en risiko for at ringsælen forsvinder fra Sydgrønland. Men hvis de ikke får det at vide fra IPCC, fra hvem så?

En socialistisk sammensværgelse
Mange forskere føler, at de lige nu er udsat for en heksejagt. IPCC bliver hængt ud som en socialistisk sammensværgelse, der kun vil hæve skatterne og fjerne de rige landes privilegier. Men der er ikke andet at gøre end at vænne sig til larmen. Der er intet, som peger på, at gemytterne igen vil falde til ro, for de politiske kampe omkring klimatilpasningen vil blive endnu vigtigere end de enkelte landes finanslove, og her forventer ingen, at det politiske spektrum af partier holder op med at skændes om prioriteringerne af ressourcer og risici.

Alle forskere, som beskæftiger sig med kontroversielle emner, er langsomt ved at lære, at den utaknemmelige larm og skepsis i befolkningen er kommet for at blive. Det næste, man skal lære, er, at larmen skal bifaldes. For 100 år siden havde videnskaben en høj status, og dens udøvere var store autoriteter, som man lyttede til. Men nu er den gamle hemmelighed om, at vejen til viden altid er kringlet og usikker, sluppet ud. Den sunde skepsis og kritiske sans, som altid har fulgt en god videnskabsmand, er blevet hvermandseje. Det duer derfor ikke, at selvsamme videnskabsmænd kritiserer menigmand for at reagere med skepsis. Hvis man i stedet gjorde sig den ulejlighed at påpege kritikernes manglende indsigt i problemet, deres tåbelige argumenter og fejlagtige konklusion, uden at forsøge at fratage dem deres legitime stemme, så ville fokus måske nemmere komme tilbage til substansen. Og så vil det også være nemmere at finde egne fejl og mangler.

Det er dog naivt at tro, at det bedste argument af den grund vil vinde den politiske kamp. Når videnskaben bliver tvetydig og vag, kan og vil den blive misbrugt. Den bliver en del af de daglige kampe om legitimitet og indflydelse, og er ikke bedre end andre lobbyinteresser i Bruxelles og Washington D.C. Ja, ofte værre. Sociologer, som har analyseret tidligere debatter, har vist, at naturvidenskabelige argumenter og fakta ofte kommer til at spille rollen som den nyttige idiot i diskussionen. Det er nemlig utrolig nemt at gemme ideologiske agendaer bag videnskabelige data.

Et tilbagetog til 'ren videnskab', som vi ser det foreslået i kommentarerne i Nature og i andre aviser, kan derfor vise sig at være den dårligste strategi af alle: hvis IPCC ikke selv fortolker sine data på en ansvarlig og ærlig måde, vil de blot blive misbrugt til at hamre endnu mere mærkelige særinteresser igennem parlamenterne.

At finde det rette spørgsmål
Erfaringer fra tidligere debatter, som f.eks. om kloning eller genmodificerede afgrøder, fortæller, at et ærligt forsøg på at kommunikere den bagvedliggende videnskab i form af oplysende videnskabsjournalistik og offentlige debatter heller ikke 'løser' problemet. Tværtimod. Debatterne ender som regel i endnu større politiske stridigheder og fastlåste positioner. I langt de fleste tilfælde bliver den offentlige dialog en arena af spin, hvor intentionerne måske var gennemsigtighed, men resultatet er forvirring.

Offentlige debatter, der kun accepterer videnskabelige argumenter for og imod, er desuden det perfekte redskab til at fjerne ansvaret fra dem, som i sidste ende tager beslutningerne. Det er, fordi der dannes et marked af meninger og følelser, fra hvilket den ansvarlige minister så kan vælge efter forgodtbefindende. Det rene videnskabelige argument har altså bestemt ikke vist sig at være løsningen på komplekse beslutningsprocesser.

I klimadebatten er det derfor vigtigt, at forskerne gør sig deres marionet-rolle klar. Hvis man vælger, at den politiske overbygning af IPCC skal forsvinde, så vil det givetvis betyde, at forskerne får endnu mindre kontrol over deres budskab end nu.

Som politologen Elmer Eric Schattschneider skrev, er det 'normalt meget sværere at finde det rette spørgsmål end at finde svaret.' Det rette spørgsmål er derfor måske ikke, om kloden bliver varmere eller ej, men hvordan vi kan blive mindre afhængige af olie, hvordan vi kan investere i vedvarende energi, og hvordan man kan genskabe job og få en mere sikker verden i fremtiden.

IPCC's mission er en vanskelig spagat, som alle seriøse formidlere prøver sig med: at være en ærlig mægler af videnskabelige resultater og prognoser og formulere dem på en måde, som politikere og vælgere kan bruge til at tage beslutninger ud fra. Men en ærlig mægler kan ikke sige sig fri for at have en agenda, eller at agendaen indeholder etiske og politiske valg. Hvis IPCC's forskere mener, at agendaen er vigtig nok, så skal de også kæmpe for at få den i centrum. Og vænne sig til larmen.

Labels: ,

Bookmark and Share

Forskere vil reformere klimapanel for at bevare uafhængigheden

by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

FN's klimapanel har været enestående, og det er derfor nødvendigt, at videnskaben forbliver åben, gennemsigtig og upåklagelig. Derfor ønsker flere reformer af panelet.

Flere forskere er via fagbladet Nature og avisen The Guardian begyndt at komme med forslag til, hvordan man i fremtiden kan undgå de fejl og mangler i IPCC's rapporter, som på det seneste er kommet frem. Generelt går de fleste forslag i retning af en større uafhængighed fra politik og mere fokus på videnskabelig kvalitet. Men hvordan skal Klimapanelet være struktureret for at understøtte dette? Skal det have en fast stab af betalte forskere? Skal det opdeles i flere enheder? Eller skal det lukkes ned og erstattes af noget helt andet?

Jeff Price fra Verdensnaturfonden mener, at IPCC's rapporter skal suppleres med et sæt yderligere rapporter, som skal komme oftere, være mere aktuelle og kun gå gennem én runde akademisk peer review (de store, 6-årige rapporter går desuden igennem et ekspert-/nationalstatsreview, inden de offentliggøres). Han mener desuden, at de ledende forfattere til kapitlerne i højere grad skal udvælges på baggrund af deres ekspertise, uden at skele til deres køn, geografiske oprindelse eller synspunkter (lige nu udvælges de ledende forfattere af regeringerne).

Den tyske klimaforsker Hans Joachim Schellnhuber, der er rådgiver for Angela Merkel, mener også, at der skal være en klar adskillelse mellem videnskab og politik. Han er enig i, at IPCC?s forfattere og repræsentanter ikke bør udvælges af nationalstater, men af førende videnskabelige akademier.

En af de ledende IPCC-forfattere, Mike Hulme fra University of East Anglia, mener, at IPCC skal opdeles i tre separate enheder efter den næste rapport, som forventes at komme i 2014. Den ene afdeling skal udelukkende beskæftige sig med videnskaben, den anden med regionale aspekter samt med social, kulturelle og økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne, og den tredje skal formulere specifikke policy-forslag og være repræsenteret af stærke personligheder på tværs af det globale spektrum.

Eduardo Zorita fra forskningscentret i Geesthacht i Tyskland mener, at man skal etablere en helt uafhængig institution, der i opbygningen ligner Det Internationale Atomenergiagentur IAEA. Dets rapporter skal underlægges streng peer review. Eventuelle huller i forskningsmaterialet og divergerende synspunkter skal så suppleres med eksterne reviews.

John R. Christy fra University of Alabama i Huntsville, USA, mener at IPCC er blevet et 'echo chamber' af mainstream-forskere, der undertrykker modstridende synspunkter. Han efterlyser en langt mere transparent og repræsentativ udvælgelse af forfatterne og er tilhænger af en wiki-agtig opbygning, hvor en gruppe af 4-8 eksperter, udvalgt af videnskabelige akademier, i tre-årige turnusordninger samler de mange peer reviewede bidrag til synteserapporter. Kontroverser vil blive afgjort af de ledende forfattere, men med transparente procedurer og med links til alle tekster og modargumenter.

Også danske klimaforskere har nye ideer. Jens Hesselbjerg fra DMI foreslog i sidste uges Ingeniøren at lave en rapport med kun danske forskere. Det ville kunne give et overblik over graden af enig- eller uenighed blandt landets klimaeksperter, og med sit nationale fokus måske også føre til større ejerskab i befolkningen og hos de danske politikere.

Fusk eller sjusk?
De sidste par måneder har været en svær tid for IPCC og klimaforskerne. Først kom nyheden om de hackede e-mails fra University of East Anglia med beskyldninger om datamanipulation og forsøg på at holde skeptiske stemmer udenfor. Så havde vi den katastrofale konference i København med et par hensigtserklæringer at trøste os med, og så startede historien om IPCC?s fejlagtige påstande om gletsjerne i Himalaya. Også andre historier er kommet frem: Tvivlsomme påstande om, at opvarmningen skaber flere og mere ekstreme vejrfænomener; problematiske fremskrivninger om, at Amazonas regnskov vil reduceres med hele 40 procent; forkerte tal for Hollands undergang (det er 26 pct., der ligger under havoverfladen, ikke 55) og tvivl om, hvorvidt IPCC formanden Rajendra Pachauri står i en interessekonflikt med sit institut TERI eller ej.

Labels: ,

Bookmark and Share

Kreativ og energisk oplevelseschef indtager VTU

Thursday, February 25, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Charlotte Sahl-Madsen beskrives som god til åbne dialoger og bredt samarbejde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lavede tirsdag denne uge en lang rokade ? noget man i skakkens verden ser som en offensiv manøvre.

Kongen kommer i sikkerhed på damefløjen, og man ofrer bønder på den anden fløj for bedre at kunne angribe den fjendtlige stilling.

Til at styrke sin strategi har statsministeren også bragt et par nye brikker ind i kampen. Især må man lægge mærke til den nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Efter et par dages overvejelse og en hurtig indmeldelse i De Konservative, sagde hun ja til det overraskende tilbud.
Hun kommer fra en stilling som direktør i Universe Fonden og er desuden bestyrelsesformand for Danfoss Universe.

Den 46-årige Charlotte Sahl-Madsen er et ubeskrevet blad i politisk sammenhæng, men har længe været aktiv i karriere- og erhvervslaget lige under.

I 2007 blev hun udpeget til at sidde i Sanders Fremtidspanel 'VTU 2000+', som skulle udarbejde et bud på Videnskabsministeriets vigtigste udfordringer, og i 2008 blev hun medlem af Erhvervsministeriets ekspertgruppe om oplevelsesøkonomi.

Desuden er hun bestyrelsesmedlem af Mindlab og formand for Den Jyske Opera, udpeget af kulturministeren.

Energisk og kreativ minister
Af venner og kolleger beskrives Sahl-Madsen som energisk og kreativ. I kraft af hendes tidligere arbejde som direktør på Legos VisionLab og som administrerende direktør for oplevelsesparken Danfoss Universe på Als har hun en del erfaring med innovation og ledelse, og hun har længe beskæftiget sig med problemstillingen om, hvordan man får flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknik.

Det forlyder også, at Charlotte Sahl-Madsen har en god indsigt i den pædagogiske og didaktiske forskning. I en tidligere udsendelse på DK4 fortæller hun for eksempel om, hvordan man må gå de unge i møde, ikke ved at starte med at prædike termodynamiske ligninger, men ved i fællesskab at prøve at forstå, hvordan for eksempel et køleskab fungerer. Slutresultatet er en mere anvendelsesorienteret faglighed, en mere inspireret student, og en bedre pædagogik.

Et gæt er derfor, at hendes fokus kommer til at ligge på formidling og uddannelse, men i videnskabsverdenen er der bestemt også brug for mere. Resortområderne for henholdsvis UVM og VTU forbliver de samme. Hun får dermed ansvaret for universitetsuddannelser, forskning, innovation, informationsteknologi og telekommunikation.

Fra tilhørende branche- og fagforeninger som Itek, Dansk IT og IDA har Sahl-Madsen fået positive ord med på vejen, mens rektorkollegiets formand Jens Oddershede udtaler, at han håber, hun kan videreføre de mange gode takter, der kom fra Helge Sander.

Som et skaktræk bakkes Charlotte Sahl-Madsen altså op. Hun er en udpræget løber, der elsker åbne diagonaler. Udnytter hun sin brede erfaring og vilje til at samarbejde på tværs, er der tiltro til, at videnskaben i Danmark faktisk også bliver mere fremtidssikret.

Labels: ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)